speedway

Vojens forbliver på speedways VM-kalender i 2024

VM-serien bliver næste år udvidet fra 10 til 11 afdelinger. Næstsidste løb køres på Vojens Speedway Center.

Tusinder af tilskuere hyldede en ellevild Leon Madsen efter grandprixsejren i Vojens i september. (Arkivfoto).
Tusinder af tilskuere hyldede en ellevild Leon Madsen efter grandprixsejren i Vojens i september. (Arkivfoto). Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Verdens bedste speedwaykørere kommer også i 2024 til at kæmpe om VM-point i Vojens.

Det Internationale Motorcykelforbund (FIM) har offentliggjort kalenderen for næste sæsons VM-serie også kaldet Speedway GP. Her fremgår det, at Vojens Speedway Center er vært for sæsonens næstsidste løb 14. september.

I september i år sørgede Leon Madsen for den første danske grandprixsejr i Vojens i 11 år.

- Vi har mærket en stor interesse og efterspørgsel i ugerne efter Leon Madsens fantastiske triumf, og det er dejligt at vi nu kender datoen, og kan arbejde frem mod at skabe den største motorsportsbegivenhed på dansk grund i 2024, siger Vojens Speedways Centers direktør, Jacob Olsen, på virksomhedens hjemmeside.

VM-serien bliver næste år udvidet fra 10 til 11 afdelinger. Den begynder 27. april i Donji Kraljevec i Kroatien og slutter 28. september i polske Torun.

Blandt de nye byer på listen finder man tyske Landshut, der senest var vært for et VM-grandprix i 1997. Det blev i øvrigt vundet af danske Hans Nielsen.

FIM oplyser samtidig, at Speedway of Nations, det tidligere par-VM, vender tilbage efter at have været ude af kalenderen i 2023. Næste år bliver Manchester vært for arrangementet 9.-13. juli.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden