Wessam vil være topscorer: - Alt andet ville da være uambitiøst
Vendsyssel FF har udspillet sin rolle i oprykningskampen, men holdets topscorer har stadig alt at kæmpe for

Wessam Abou Ali vil sætte alt ind på at blive topscorer i 1. division. Arkivfoto: Lars Pauli
VRÅ:11 gange i denne sæson har Vendsyssel FF's Wessam Abou Ali fået nettet til at blafre, og det gør ham i skrivende stund til topscorer i NordicBet Ligaen.
Fem kampe uden scoringer fra Wessam Abou Ali er derfor lidt af en måltørke i denne sæson. Det er den lidt lunkne statistik, som den tidligere AaB-angriber tager med ind til lørdagens kamp mod Sønderjyske.
- Jeg vil da gå benhårdt efter at komme til at slutte øverst på topscorerlisten. Alt andet ville være uambitiøst i den nuværende situation, siger en meget ligefrem Wessam Abou Ali.
- Der er gået lidt tid siden min seneste scoring, og jeg er måske inde i en mindre måltørke, men hvis vi som hold kan slutte stærkt af, så tror jeg også på, at jeg kan bevare min førsteplads på topscorerlisten, siger Abou Ali, der må sande, at Vendsyssel rent offensivt har haft sine udfordringer med at skabe det normale antal chancer i de seneste kampe.
- Offensivt har vi ikke været gode nok, men jeg glæder mig over, at vi stadig ikke har tabt i oprykningsspillet, og det er en statistik, som vi gerne skal holde fast i. Vi skal prøve at slutte sæsonen godt af, og personligt vil jeg gerne slutte som topscorer i rækken. Det er blevet et nyt mål, efter jeg har indfriet mit oprindelige mål for sæsonen, som var at score 10 mål, siger Wessam Abou Ali.
Vil sælges
Den altid underholdende angriber skal ikke forvente at de nuværende 11 fuldtræffere er nok til at blive målkonge i 1. division, men behovet for at score flere mål - startende i lørdagens hjemmekamp mod Sønderjyske - flugter fint med egne ambitioner.
- Jeg håber på at blive solgt her til sommer, og hvis jeg skal sælges, så tror jeg, at det er en god ide at score flere mål, siger Wessam Abou Ali.
Den flamboyante angriber lægger på ingen måde skjul på, at det er ambitionen med et skifte til et andet land. I vinterens vindue var der også stor interesse for Abou Ali både fra Norge og Sverige.
- Jeg vil nok være skuffet, hvis jeg ikke kommer afsted, men omvendt er det også vigtigt for mig at understrege, hvor meget Vendsyssel har betydet, så hvis ikke det helt rigtige tilbud dukker op, så bliver jeg gerne. Jeg føler bare, at timingen vil være rigtig god til sommer, også bedre end den var i vinter, siger Wessam Abou Ali.
Angriberen genfandt formen op til denne sæson. Inden da var han meget skadet, men det virker som om, han langt om længe er ved at leve op til potentialet.
- Da jeg satte min målsætning for sæsonen, ville nogle nok mene, at det var meget ambitiøst at ville score 10 mål efter den seneste sæson, men jeg har troet på mig selv, og jeg har haft en klub i ryggen, som også har troet på mig. Det har været med til at gøre det hele nemmere, så jeg skylder både mig selv og klubben at slutte sæsonen stærkt af, siger Wessam Abou Ali.
Wessam Abou Ali er tilbage igen efter endt karantæne, og han ligner derfor en oplagt afløser for Lasse Steffensen, der nu træder ind i to karantænedage efter sin udvisning mod Næstved.
Der er kampstart i Hjørring klokken 13.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.