White Hawks-anfører skal opereres: Sæsonen kan være forbi
Hårdt slag for frederikshavnernes titeldrømme
ISHOCKEY: Om godt en uge er Frederikshavn White Hawks en af deltagerne, når fire af de bedste danske ishockeyhold samles til Final Four i Aalborg, og holdet har også stadig ambitioner om at kæmpe med om guldet trods en dårlig periode i Metal Ligaen.
Men drømmen om titler har fået et alvorligt skud for boven, i det anfører Rasmus Søndergaard har brækket hånden og skal opereres fredag morgen.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Uheldet med højre hånd skete i tirsdagens kamp, hvor Frederikshavn White Hawks vandt med 3-2 efter straffeslag.
-Det er noget skidt og meget ærgerligt her lige inden Final4 og snart slutspillet, udtaler den 29-årige back, som har vundet to sølv- og fem bronzemedaljer med Frederikshavn White Hawks til Kanal Frederikshavn.
Han ryger under kniven på sygehuset i Hjørring fredag morgen, og i værste fald kan det være slut for resten af denne sæson.
Frederikshavn White Hawks kom lidt i gang med sejren over lokalrivalerne, men er ellers dumpet ned på fjerdepladsen i Metal Ligaen. Fredag aften spiller holdet på udebane mod de forsvarende mestre fra Rungsted Seier Capital.