White Hawks er på vej ind i ny stime

Frederikshavn White Hawks måtte for tredje kamp i streg forlade isen som den tabende part. Det blev en realitet efter 2-4 ude mod Odense Bulldogs

Cheftræner Per Hånberg må konstatere, at White Hawks nu igen er ved at havne i en negativ spiral. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Cheftræner Per Hånberg må konstatere, at White Hawks nu igen er ved at havne i en negativ spiral. Arkivfoto: Bente Poder

ODENSE:Frederikshavn White Hawks' sæson har indtil videre været kendetegnet ved stimer. Enten har høgene vundet flere kampe på stribe, eller også er det blevet til flere nederlag i træk. 

Med 2-4-nederlaget i Odense er White Hawks nu noteret for tre nederlag i træk. Dermed har forhåbningerne om at forbedre den øjeblikkelige sjetteplads i tabellen fået markant sværere vilkår. 

Fredagens kamp vil næppe gå over i White Hawks-historien. Set med nordjyske briller var der nemlig ikke meget at skrive hjem om. Odense Bulldogs bragte sig foran i 1. periode ved Arturs Salija, der fik for meget tid og plads. Han fik let skudt pucken forbi Kevin Frydkjær, der vogtede White Hawks-målet denne aften. Den normale førstekeeper Tadeas Galansky var ikke eneste profil, der var fraværende hos White Hawks. Det samme var den svenske forward Daniel Trkulja.

Høgene kom bedre efter det i den resterende del af første periode, men helt farligt blev det aldrig. Omvendt var det et motiveret og velskøjtende hjemmehold, der foran et talstærkt publikum fik vist, at man for alvor skal regnes med, når snakken falder på guldkandidater i denne sæson. 

I anden periode gik White Hawks helt i hundene. Vendelboerne havde ikke meget at byde ind med i den første halvdel af den midterste periode. Den del af kampen stod der Bulldogs på med store fed fynsk skrift. 

 Nicolai Weichel og Otto Nieminen fik begge scoret mod et nærmest modløst White Hawks-hold. 3-0-føringen fik hjemmeholdets fans til at synge den efterhånden obligatoriske 4-0-sang i sådan en situation. 

White Hawks var dog tættest på at få netmaskerne til at blafre i den sidste halvdel af anden periode. Et par velkomponerede angreb var tæt på at kaste en scoring af sig. Om ikke andet måtte det give noget mod på tilværelsen før tredje periode. 

De gode takter fra den sidste del af anden periode blev i den grad fulgt godt op i begyndelsen af tredje periode. Her bragte Christopher Frederiksen noget liv tilbage i opgøret, da han reducerede til 1-3 med sin 13. sæsonscoring. 

Reduceringen fik Odense til at sætte tempoet lidt op igen, og det afstedkom en meget urytmisk forestilling, hvor ingen af de to hold for alvor formåede at sætte noget sammenhængende spil sammen, hvilket hjemmeholdet bedst kunne leve med. 

Da White Hawks nye back Denys Rubanik tog plads i straffeboksen efter en dum holding-udvisning afgjorde Odense Bulldogs kampen i det efterfølgende powerplay. Den farlige back Igor Merezhko bankede pucken i mål fra blå linje, og så spillede det ingen rolle, at Radek Cip kort efter 4-1-scoringen fik reduceret for gæsterne. 

Med nederlaget er White Hawks fortsat på 38 point.

Odense Bulldogs - Frederikshavn White Hawks 4-2

  • Periodecifre: 1-0, 2-0, 1-2
  • Mål: 1-0 Arturs Salija (8.26), 2-0 Nicolai Weichel (26.06), 3-0 Otto Nienimen (29.55), 3-1 Christopher Frederiksen (41.46), 4-1 Igor Merezhko (54-52), 4-2 Radek Cip (55.42)
  • Udvisningsminutter: Odense 0, Frederikshavn 4

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.