White Hawks ødelagde rivalernes fest: - En helt utrolig følelse
Nikolaj Krag Christensen var udslagsgivende, da Frederikshavn White Hawks fredag spillede sig i pokalfinalen

Foto: Lars Pauli
ISHOCKEY:Nikolaj Krag Christensen blev helten, da Frederikshavn White Hawks fredag aften for andet år i træk spillede sig i pokalfinalen.
Forwarden scorede et enkelt mål i den ordinære kamp i semifinalen mod Aalborg Pirates og afgjorde også kampen, da han som den eneste scorede i straffeslagskonkurrencen.
Og dermed sendte han også størstedelen af de 5000 tilskuere i Bentax Isarena i Aalborg skuffede hjem.
- Det kunne ikke være bedre, og jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Det er bare en utrolig dejlig følelse, siger Nikolaj Krag Christensen, der nok var udslagsgivende for Frederikshavns sejr, men alligevel ikke var sen til at sende roserne videre.
- Det var en kæmpe holdindsats, og så må vi også bare give stort cadeau til Tad (målmand Tadeas Galansky, red.). Han stod fantastisk, siger Nikolaj Krag Christensen.
Også White Hawks' cheftræner Jari Pasanen var svært tilfreds med det, han så fredag aften.
- Det er en stor sejr for os, og jeg må sige, at det var en fantastisk hockeykamp. Der var dramatik, mål, straffeslag og hårde dueller. Hvad mere kan man bede om?
- Kampen kunne være gået begge veje, men vi er selvfølgelig glade for, at det er os, der skal spille i morgen, siger Jari Pasanen.
Han kan nu glæde sig over, at hans hold har vundet de to seneste kampe mod Aalborg Pirates, der ellers vandt sæsonens første fire indbyrdes møder.
- Vi har spillet bedre defensivt i de to sidste kampe, og det er opskriften. Vælger man at åbne for meget op og skøjte med dem, er det hårdt mod Aalborg, fordi de har så meget offensivt power. I de to sidste kampe har vi været stærkere defensivt, og det er en god medicin, siger Jari Pasanen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.