Frederikshavn White Hawks

White Hawks sprudlede i sæsonpremieren: Stensikker sejr over Rødovre

Frederikshavn White Hawks kan gå en stor sæson i møde

Foto: Claus Søndberg

Foto: Claus Søndberg

ISHOCKEY:Frederikshavn White Hawks har inden denne sæson forstærket sig med nogle gevaldige problemer, og fredag aften skulle holdet så vise, om de er i stand til at bide skeer med de helt store i denne sæson - svaret er klart: det kan de.

Frederikshavn triumferede stensikkert med 6-1, og især førstekæden med Jesper Jensen, Alexander Bumagin og Frederik Bjerrum brillerede med hele 10 point imellem de tre spillere.

Og Frederikshavn viste fra start, at de mener det alvorligt.

Fra første fløjt var det høgene, der lagde pres på i gæsternes zone, og jeg er sikker på, at Radim Piroutek stadig går og undrer sig over, hvordan han ikke fik scoret på to enorme chancer i første periode - begge gange med noget, der nærmest lignede frit mål.

Den ene gang efter en fremragende tur fra den nye back Kyle Hope.

Men målet kom efter godt seks minutters spil. Alexander Bumagin fik pucken bag mål og lagde den fremragende til rette for den nye forward Frederik Bjerrum, der åbnede høgenes målkonto i denne sæson med en sikker fuldtræffer op i hjørnet.

Også Mads Larsen var tæt på i første periode i powerplay med et glimrende slagskud, der ramte den ene opstander, og landsholdsspilleren Jesper Jensen viste flere gange sit værd med besnærende pasninger i angrebszonen.

Anden periode var dog ikke mere end 18 sekunder gammel, før gæsterne havde fået udlignet i et af deres sjældne besøg i frederikshavnernes zone.

Steffen Klarskov fik pucken midt for mål og styrede den hurtigt ind mellem benene på den nye keeper Mathias Seldrup.

Scorinen gav selvtillid til Rødovre, der begyndte at lægge mere pres på, og i efterfølgende powerplay kunne høgene være glade for Seldrup, der diskede op med et par store parader.

Men powerplayet endte uden scoringer, og i stedet kunne høgene bringe sig i front lige efter udvisningens udløb. Nikolaj Krag Christensen opfangede pucken og satte i sprint ned mod Janis Voris i Rødovre-målet, og han brændte ikke den store chance.

Og halvvejs inde i anden periode blev det også 3-1 til hjemmeholdet. Alexander Bumagin var igen i oplægerens rolle, da han vandt en nærkamp i højre side af zonen, og så serverede han pucken helt tæt under mål, hvor den fremstormende back Christian Mieritz kunne lægge den ind i nettet.

Og senere i perioden blev det også 4-1. Bumagin igen med oplægget, der denne gang var en dyb stikning til Jesper Jensen, og på meget lidt plads satte han Voris i målet af med tre skarpe træk og scorede sikkert.

Tredje periode blev noget mere udramatisk - i hvert fald indtil Mathias Mølgaard dundrede pucken i nettet til 5-1, og kort efter kunne Frederik Bjerrum dukke op med sin anden scoring i opgøret - igen på oplæg fra Bumagin. Og dermed kan Frederikshavn notere de tre første point for sæsonen. Onsdag mødes de to mandskaber igen - denne gang i Rødovre.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.