White Hawks vandt stort og spillede sig tilbage i kvartfinaleserien

Frederikshavn storsejrede, men måtte desværre se Tadeas Galansky skøjte skadet fra isen

Mikkel Færgemann Viken
Foto: Claus Søndberg
Frederikshavn White Hawks 12. marts 2019 21:22 - Opdateret 13. marts 2019 00:31

ISHOCKEY: Frederikshavn White Hawks var pisket til sejr efter at have tabt de to første kampe i kvartfinaleserien mod Esbjerg Energy. Tirsdag aften skuffede de ikke fansene hjemme i Nordjyske Bank Arena, hvor de med energi og stor afslutningsiver vandt med hele 4-0.

Frederikshavnerne sad solidt på spillet i en chancefattig første periode. I ny og næ kom de frem til flere fine afslutninger, men der skulle gå næsten over otte minutter, før der tilfaldt en stor chance til et af holdene, og det var såmænd til hjemmeholdets Evan Jasper.

Han tog en flot solotur og driblede pucken fra egen zone og ind i Esbjergs og klaskede pucken via det øverste metal ind i målet til stillingen 1-0. Esbjergenserne havde kun formået at placere sølle to skud på Tadeas Galansky efter de første 20 minutter.

Kort inde i anden periode var Cam Spiro tæt på at kunne gøre det til 2-0. En tur rundt om Esbjerg-målet gav amerikaneren et åbent vindue til en afslutning, men Mathias Seldrup stod i vejen i målet.

Det blev i stedet Alexander Bumagin, som bragte høgene på 2-0, da han var den hurtigste over en returpuck fra Dale Mitchells afslutning.

Esbjerg kom på afslutningskontoen bedre med i anden periode, men en vågen Tadeas Galansky afviste flere gode tilnærmelser fra Esbjerg.

Et pucktab i midtzonen kun få sekunder efter at Frederikshan var kommet i powerplay, var ved at blive dyrt. Max French fik en friløber, men Galansky agerede endnu engang sprællemand og redningsmand i målet.

Bare et minut senere bragte Alexander Bumagin i stedet White Hawks på 3-0. Frederikshavnerne spillede pucken flot rundt i overtal, og da den kom for staven af russeren, gav han det et forsøg. Og det var ingen dum beslutning, for den sejlede op i krydset.

Frederikshavn fik en kæmpe mulighed for at bringe sig foran med fire, da de i over et minut spillede fem mod tre. Det udnyttede de ikke, men de formåede alligevel at score det fjerde mål, da Esbjerg havde fået en af de udviste spillere tilbage på is. Det var denne gang Cam Spiro, som kom på måltavlen.

Midtvejs i tredje periode indtræf en skade på værst tænkelige position, da målmand Tadeas Galansky skøjtede fra isen med en skade. Ind i stedet kom andenmålmålmand Aphiwat Sengthaisong.

Det spolerede dog ikke sejrsfesten for frederikshavnerne, som altså vandt 4-0, og dermed bragte spænding tilbage i kvartfinaleserien.

Tema: Frederikshavn White Hawks

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...