Wozniacki møder op i Doha med friske batterier

Caroline Wozniacki sidder over i første runde i Doha, og muligheden for ekstra hvile bekommer danskeren vel.

Caroline Wozniacki skal i aktion i Doha onsdag. Foto: Scanpix/Dmitri Lovetsky
Tennis 13. februar 2018 13:47 - Opdateret 13. februar 2018 19:11

Tennisstjernen Caroline Wozniacki har som topseedet fået nogle ekstra dage til at hvile og til at forberede sig i, før hun skal i aktion i WTA-turneringen i Doha, og det har været tiltrængt.

Det fortæller den danske Australian Open-vinder til TV2 Sport.

- Jeg synes, at det er meget rart. Jeg har bare sovet, slappet af og spist noget god mad og fået batterierne opladet igen.

- Jeg har været lidt træt på det seneste, så det er meget rart, at jeg får lov til at slappe af et par dage ekstra, siger Wozniacki.

Efter triumfen i Melbourne var Wozniacki et kort smut i Danmark, inden hun drog videre til St. Petersborg. Her var hun tydeligt fysisk mærket, og hun tabte til Darja Kasatkina i kvartfinalen.

Onsdag skal Wozniacki i aktion i Doha. Hun skal møde Carina Witthöft, som tirsdag var overlegen i den rent tyske duel mod Tatjana Maria.

Witthöft brugte en time på at vinde med 6-3, 6-0.

Wozniacki har én gang tidligere stiftet bekendtskab med tyskeren på WTA Touren. Det var i 2015, hvor danskeren vandt med 6-3, 6-1 på hardcourt-underlag i Kuala Lumpur.

Danskeren ligger nummer et på verdensranglisten, mens 22-årige Witthöft ligger nummer 52.

Wozniackis kamp mod Witthöft spilles som den fjerde kamp på Centre Court og forventes at gå i gang omkring klokken 15.30 onsdag.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...