Zinck renser ud: - Vi går efter spillere med fart og power

Der er gang i en større udskiftning i Fortuna Hjørrings spillertrup, og den ambitiøse klub er slet ikke færdig med at handle ind

Cheftræner i Fortuna Hjørring, Bo Zinck, er i gang med en større udskiftning i truppen. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Cheftræner i Fortuna Hjørring, Bo Zinck, er i gang med en større udskiftning i truppen. Arkivfoto: Lars Pauli

HJØRRING:Der er virkelig gang i svingdøren hos Fortuna Hjørring, der har i sinde at skifte det meste af et hold i det igangværende transfervindue. 

Tidligere på ugen blev det offentliggjort, at midtbaneprofilen Sofie Lundgaard skifter Fortuna ud med Liverpool FC, og hun er næppe den sidste spiller, man siger farvel til i denne omgang. 

Omvendt kunne Fortuna Hjørring fortælle, at klubben har lavet kontrakt for de næste 18 måneder med 24-årige irske Roma McLaughlin fra Greencastle.

Den irske midtbanespiller slutter sig dermed til et Fortuna-hold, der allerede har fået tilgang af Line Saustrup og Rikke Dybdahl fra FC Thy-Thisted Q i dette vindue. 

Roma McLaughlin er langt fra det sidste nye navn, som Fortuna tilføjer truppen. Der bliver en del nye navne at lære for cheftræner Bo Zinck i de kommende uger. 

- Det har hele tiden været planen, at vi skulle have lavet en del udskiftninger i truppen denne vinter. I forhold til Sofie Lundgaard var det ikke planen, men vi fik et godt tilbud, som passede for både os og Sofie, men en del af de  andre afgange har været længere tid på tegnebrættet, siger Bo Zinck, der siger farvel til flere af sine udenlandske spillere. 

Svært marked

Der er kommet et par danske spillere ind, men der bliver også plads til nye spillere, der ikke har et dansk pas med i kufferten til Dana Cup-klubben. 

- Det danske spillermarked på kvindesiden er en svær størrelse, for det bliver mere og mere sjældent, at spillerne skifter mellem to danske klubber. De ryger alle sammen til udlandet efterhånden. Derfor har vi også kigget en del mod udlandet i denne omgang. Det er simpelthen nødvendigt. Heldigvis har klubben allerede gode kontakter i USA, og her er der mange dygtige spillere at hente, siger Bo Zinck. 

Det er en ret massiv udskiftning i spillertruppen, som Fortuna har sat gang i denne vinterpause. Timingen er dog helt perfekt for Bo Zinck. 

- Nu kan man sige, at vi har udspillet vores rolle i forhold til at kæmpe med om DM-guldet. Derfor kan vi meget passende bruge foråret på at spille et godt hold sammen, som kan kæmpe med i toppen til næste sæson. Vi skal naturligvis vinde kampe i foråret, men det er et godt tidspunkt at samle stammen til et nyt stærkt hold, siger Bo Zinck. 

Det er i det taget nye tider i Fortuna Hjørring, der forsøger at geare op på flere fronter. Blandt andet med flere fuldtidsansættelser både sportsligt og administrativt. Den ret markant makeover skal også kunne ses i spillestilen. 

- Vi er gået efter at bringe noget mere fart og power ind på holdet. Det er den vej, spillet udvikler sig, og det skal vi naturligvis forholde os til. Det betyder blandt andet, at vi kigger efter midterforsvarere med lidt andre kompetencer. Vi kigger efter kantspillere med mere fart, og sådan kan man blive ved hele vejen rundt. Det skal gerne ende med, at vi spiller en lidt anden form for fodbold, men det er det, vi skal have spillet sammen i løbet af foråret, siger Fortuna-træneren. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden