Sportfolk fanget med penselstrøg

Maleren Holger Svindt fra Aars har peppet Idrætscenter Østermarkens gule murstensfoyer op med syv malerier inspireret af idrætslivet i hallerne

AARS:Huslejen tjener Holger Svindt fra Aars til gennem dekoratøropgaver i sit eget firma Svindt Vision. Men ved siden af dyrker han sit hjerteblod, en livslang og livsvigtig last som maler. Resultatet af dén last falder nu i øjnene på nogle hundrede daglige brugere af Idrætscenter Østermarken. Holger Svindt har netop lagt pensel på de sidste i en serie på syv malerier med sportsmottiver, som hænger side om side i idrætscentrets foyer. Syv billeder, syv idrætsgrene. En for hver, der er repræstenteret i det nye idrætsmekka ved Østermarkskolen. - Så vidt jeg da ved, siger Holger Svindt, der erklærer sig klar til at male videre, hvis han ved et beklageligt uheld skulle have overset én af idrætscentrets kundegrupper. Egentlig er Holger Svindt mest til det abstrakte, men da det faldt i hans lod at lave en serie malerier til Idrætscenter Østermarkens nye foyer faldt valget på det figurative. - Lige i denne her sammenhæng synes jeg, det er mest passende, at man kan se, hvad billederne forestiller. Han forærede selv idrætscentret de første tre malerier i forbindelse med indvielsen i november, som en slags tak for den gode tid han og hans familie her haft i hallen på Østermarken gennem årene. Bagefter modtog han en bestilling på resten. Derfor hænger bryderne nu side om side med badmintonspilleren, håndboldfighteren og gymnasterne på den ene sidevæg i foyeren. - Helt personligt synes jeg nok, at bordtennisspilleren er lykkedes bedst. Der er den rigtige aktion i det billede, funderer Holger Svindt. Idrætsudøverne i centret behøver ikke frygte at finde sig selv hængende som modeller på væggen på vej op ad trappen til træningen. Holger Svindt har ladet inspirere af sin egen erindring om, hvordan sportsgrenene tager sig ud i fri udfoldelse. Lige bortset fra bryderne. - Lige dén sportsgrne har jeg aldrig dyrket selv, så der måtte jeg ty til billeder i bøger. Bryderne skulle jo nødig gribe mig i en dum fejl, når de ser billedet. Som kunstner har Holger Svindt udstillet flere steder. for tiden hænger en serie af hans mere abstrakte malerier hos revisionsfirmaet Deloite i Aalborg. - Jeg har dyrket maleriet, siden jeg var ung, siger Holger Svindt og erkender, at han dårligt kan undvære den side af sit liv.