Aalborg

Sportscafé og automater i Terminalen

Jørgen Peiter Petersen i arbejdstøjet.

Sportscaféer er ifølge Jørgen "Peiter" Petersen sagen i de store byer, og derfor arbejder han med plan om en tilsvarende i sin ejendom Skippergade 36, hvor der i forvejen er sportslige aktiviteter som bowling, fitness og squash. - Det er i sammenhæng med en sportscafé, vi ønsker at flytte PitStop-automaterne fra Skandiatorvet og til Terminalen, fremhæver Jørgen Petersen. Han fortæller, at København, Aarhus, Aalborg allerede har sportscaféer, hvor man kan komme og spille bordtennis og drikke kaffe. - Og så skal man jo ikke glemme, at 80 procent af alle de penge, der omsættes i Danske Spil's spilleautomater, går til sport, og vi skulle gerne have nogle flere penge til nordjysk sport, fremhæver Jørgen Petersen om baggrunden for, at han på et tidspunkt overtog forpagtningen af PitStop. - Min hensigt er, at alt hvad vi desuden kan generere på de 3500 kvm., vi råder over i Skippergade 36, skal gå til den lokale idræt efter ansøgning, siger Jørgen Petersen. Sportscaféen er ifølge Jørgen Petersen tænkt placeret i bygningens underetage og med egen indgang.