Sportschef med godter i posen

Tidligere førsteholdsspiller vil sparke Hjørring IF fremad

HJØRRING:I et år har fodboldklubben Hjørring IF været på udkig efter en sportschef til klubbens 2. divisionshold. I går præsenterede klubben så den tidligere førsteholdsspiller Henrik Sørensen som manden, der fremover får hovedansvaret for at trække nye ansigter til klubben samt føre forhandlingerne med den trup, vendelboerne nu råder over. Allerede på sin første officielle arbejdsdag havde den nye sportschef godter med i bagagen i form af to nye spillere. Generhvervelsen af den stærke midtbanespiller Mike Friis faldt definitivt på plads i går, og samtidig kunne Henrik Sørensen afsløre, at han har lavet en aftale for resten af efterårssæsonen med den 23-årige tidligere FC Nordjylland-spiller, Rasmus Borup. - Efter at FC Nordjylland ikke kunne bruge ham, havde han egentlig indstillet sig på at bruge mere tid på sine studier. Men det fik jeg forpurret. Vi kan da ikke have sådan en mand siddende hjemme i sofaen, lyder det slagfærdigt fra Henrik Sørensen, som i sine aktive dage var kendt som en særdeles kontant herre på fodboldbanen. - Den vildskab, han var kendt for at have på banen, kunne vi måske godt bruge lidt af i vores organisation, erkender HI's fodboldformand Lasse Kristensen. 35-årige Henrik Sørensen er til daglig direktør for virksomheden Nordjysk Mælkeforsyning i Nørresundby. Med frue og to sønner ved siden af indrømmer han blankt, at kalenderen dybest set ikke levner plads til den nye, ulønnede stilling i HI. - Men klubben har givet mig mange glæder, og der er nogen, som er nødt til at trække læsset. Og min plan er bestemt, at der skal ske noget. Klubben har ikke været dygtig nok til at holde det ved lige, som vi har. Min opgave er at sørge for, at vi kan være et hestehoved foran i stedet for altid at være bagud, konstaterer Henrik Sørensen. Han afviser ikke, at der kan komme aftaler med flere nye spillere, før transfervinduet lukker 31. august, skønt HI ikke råder over en pengetank øremærket til spillerindkøb. - Det behøver jo ikke være penge alt sammen. Der er også noget der hedder personlige værdier, klubliv og sammenhold, pointerer Henrik Sørensen, som selv har været med til at spille for to pilsnere og en æggekage, da hans egen far var fodboldformand i Hjørring-klubben.