Sportsdirektør om målmandssalg: Han har fortjent det

Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, kalder Frederik Rønnows skifte til Bundesligaen for fortjent.

Sportsdirektør Troels Bech siger snart farvel til en stærk førstemålmand i Brøndby. Foto: Scanpix/Bax Lindhardt/arkiv
Fodbold 12. april 2018 15:57 - Opdateret 12. april 2018 17:24

Frederik Rønnow siger snart farvel til Brøndby og Alka Superligaen for at vogte målet for Eintracht Frankfurt i den tyske Bundesliga.

Skiftet kommer efter flere tilløb og interesse fra udenlandske klubber, og denne gang mangler den danske målmand kun at forhandle de personlige detaljer på plads.

Derefter kan han høste som fortjent, mener Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech:

- Frederik har igennem sine gode præstationer gennem tre sæsoner for Brøndby IF i den grad fortjent, at han nu banker på til at spille i Bundesligaen, siger Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.

- Alle ved, at Frederik er en af de allerdygtigste målmænd i Danmark, og han er ligeså ambitiøs, som han er dygtig. Derfor er det kun naturligt, at han til sommer skal ud og prøve sig af på et højere niveau.

Brøndby blev torsdag enig med Eintracht Frankfurt om et salg til en værdi af 21 millioner kroner. Derudover kan der falde yderligere bonusbetalinger.

Frederik Rønnow kom til Brøndby fra AC Horsens i sommeren 2015.

Dengang afløste han Lukas Hradecky, som også skiftede til Eintracht Frankfurt.

Brøndby har nu et par måneder til at lancere en værdig afløser for Rønnow og lade målmanden sige farvel med stil.

- Med Eintracht Frankfurt på banen allerede nu kan det give Frederik en vished om sin fremtid og dermed give ham ro til at fokusere på de sidste kampe i Alka Superligaen og det forestående VM, siger Troels Bech.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...