Naturvidenskab

Sportsdirektør om Valgren: Simpelthen for tyk

Den nyprofessionelle Thisted-rytter får søndag debut i Liege-Bastogne-Liege

Valgren får debut i de professionelles udgave af Liege-Bastogne-Liege. Foto: Peter Mørk

Valgren får debut i de professionelles udgave af Liege-Bastogne-Liege. Foto: Peter Mørk

LIEGE:Selvtilliden stråler ud af Michael Valgren Andersen.

Den nyprofessionelle danske cykelrytter på Tinkoff-Saxo havde en drømmesæson sidste år, hvor han - blandt andet - for anden gang vandt Liege-Bastogne-Liege for U23-ryttere og dermed sikrede sig en kontrakt med Bjarne Riis.

Det 22-årige talent fra Thisted har vinket farvel til cykelungdommen, og han mærker straks, at de voksnes virkelighed er en anden.

Ansigt til ansigt

Dommen fra hans sportsdirektør Philippe Mauduit er kontant før debuten i de professionelles udgave af Liege-Bastogne-Liege søndag:

- Han er simpelthen for tyk i øjeblikket. Når man har kvalitet og er stærk, kan man vinde næsten alt som amatør, men når man bliver professionel, bliver man nødt til at bruge mere tid på træning, hvile og diæt, siger Mauduit.

Den seneste uge har franskmanden haft et par samtaler ansigt til ansigt med Michael Valgren, og han fornemmer, at den unge dansker er ved at forstå det.

Den rigtige vej

- Jeg skal tænke mere professionelt, og jeg har arbejdet meget med min vægt her på det seneste. Det går den rigtige vej, så det er super lækkert.

- Det har før irriteret mig, men nu har jeg folk omkring mig, der spørger ind til det hele tiden. Det betyder meget, siger Valgren.

Som U23-rytter var Michael Valgren ofte suveræn i selv de største løb, og det er ifølge Mauduit forskellen på ungdomsklasserne og de professionelles rækker.

Yderst lovende fysik

Thisted-rytteren har en yderst lovende fysik, så potentialet er ifølge den franske sportsdirektør stort, hvis han ellers kan tabe de sidste overflødige kilo.

I 2009 vandt landsmanden Rasmus Guldhammer Liege-Bastogne-Liege for ungdomsryttere, og året efter kom han med store forventninger som debutant til den professionelle udgave af løbet. Det blev nedtur på nedtur. I dag er Guldhammer tilbage i 3. division.

- Guldhammer er uomtvisteligt en god cykelrytter, men for ham var det svært at få så mange tæv. Man skal have noget mentalt for at kunne overskue at få alle de høvl. Jeg tror godt, at Michael kan klare det, siger Valgrens erfarne holdkammerat Chris Anker Sørensen.

Barrieren sættes højt

Netop eksemplet Guldhammer har været emne for en del seriøse samtaler det seneste år for Michael Valgren.

- Selvfølgelig skal du sætte barrieren højt, men ikke højere end du kan tåle nederlaget. Bliver du ved med at få nederlag, som du ikke kommer dig over, er det ikke sjovt, siger han.

Efter en omgang hårde tæv i optaktsløbene Amstel Gold Race og Flèche Wallonne, hvor benene ikke lystrede viljen, er hans tilgang til søndagens opgave ydmyg.

Kunne være fedt

- Jeg har en lille drøm om at føre an på en af de sidste stigninger og få folk til at lide og derpå slå ud. Det kunne være fedt. Så kan jeg vise, at jeg har været med i løbet.

Men den helt store drøm lever, og Valgren har et særligt forhold til netop Liege-Bastogne-Liege.

- Det er i dette løb, at jeg har skabt mig en professionel karriere, og det nok grunden til, at jeg sidder her i dag. Det var min første UCI-sejr. Det er et løb, jeg gerne vil gøre det godt i senere. Hvis du ikke tror på det heroppe, så glem det. Jeg tror på det, og det er derfor, at jeg kører på min cykel hver dag, ellers gad jeg ikke.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst