Sportsdirektør overtager roret

SALZBURG: Frem til vinterpausen overtager sportsdirektør Peter Assion ansvaret for bundholdet SW Wüstenrot Salzburg i den østrigske Max. Bundesliga i fodbold. Allerede inden onsdagens hjemmekamp mod Admira Wacker havde klubpræsident Rudolf Quehenberger ridset den alvorlige situation op for Lars Søndergaard. Bøtten skulle vendes her og nu, hvis nordjyden skulle fortsætte i cheftrænerstolen. Rudolf Quehenberger blev imidlertid vidne til den rene elendighed i skæbnekampen. Lars Søndergaard, der kom til den østrigske klub som assistentræner for svenske Hans Backe i sommeren 2000 for i september 2001 at overtage Backes cheftrænerpost efter svenskerens skifte til FC København i Superligaen, havde allerede en fyringstrussel tæt inde på livet i sidste sæson. Her levede SW Wüstenrot Salzburg længe livet farligt i bunden af Max. Bundesligaen, men holdet sluttede fornemt og sikrede sig en slutplacering i toppen af rækken samt adgang til den europæiske UEFA Cup-turnering, hvor holdet på torsdag møder det italienske Serie A-mandskab Parma i Linz efter at have slået Udinese med Martin Jørgensen og Per Krøldrup i truppen ud af første runde takket være 0-1 hjemme og 2-1 på udebane. Lars Søndergaard fik - takket være den UEFA Cup-billet - forlænget sin kontrakt med klubben frem til sommeren 2005. Hans exit i SW Wüstenrot Salzburg var i øvrigt den fjerde trænerfyring i den østrigske Max. Bundesliga i fodbold, hvor trænerne traditionelt sidder meget løst i sæderne.jeri