Frederikshavn

Sportsfestival i Arena Nord

Mange tilbud om fysiske aktiviteter - og foredrag


Opdateret 04. april 2014 kl. 10:17

FREDERIKSHAVN: 2014 bliver et gigantisk sportsår. I februar er der Vinter OL i russiske Sochi. Til sommer er Rio de Janeiro vært for Messi & Co. ved fodbold-VM. Og i juli inviteres alle tv-seere traditionen tro ud på de snørklede, franske landeveje med Tour-feltet. I Vendsyssels ”ukronede sportsby”, Frederikshavn, får vi også pulsen op.

Det vurderer i hvert fald Arena Nords markedsførings- og konceptudvikler, Søren Qvist.

I den kommende weekend præsenterer Arena Nord nemlig en nyhed, som de kalder ARENA Sportsfestival.

Fra morgen til aften lørdag og søndag vil det summe af aktivitet både udendørs og indendørs.

- Et stort antal foreninger og sportsklubber har meldt sig som deltagere, lige som der vil være stande med sportsudstyr, helseprodukter og alt andet godt fra sportens fantastiske verden, beretter Søren Qvist.

Sportsfestivalen er for alle

I Arenaen og tilknyttede sportshaller vil der være mulighed for at deltage som udøvende eller tilskuer i en række turneringer: floorball, håndbold, badminton, basketball, mini-tennis, Street Soccer, bordfodbold og brydning.

Du kan også møde nogle af Nordjyllands kendte sportsnavne, eksempelvis vil Vendsyssel Håndbold gennemføre Street Håndbold ledet af 1.-holdsspillere.

De seneste årtier er løb for alvor blevet en folkesport, og løb kommer også til at fylde meget på festivalen, bl.a. et solopgangsløb, et vinterkarruselløb, et Superhelteløb på løbebånd og et trappeløb på balkonerne i Arenaen.

- Og da vi skriver februar, så husk huer og vanter til de udendørs løb, lyder opfordringen fra arrangørerne.

Hvis du er mere til den tohjulede, kan du være med, når MTB Frederikshavn i samarbejde med DGI afvikler en afdeling af MTB Vintercup 2014.

Festivalen er for hele familien, og man behøver ikke at have et kondital på 86 en halv for at være med. De mangeartede aktiviteter har appel til både superatleter og sofacyklister. Til både sportsfanatikeren og den mere tilbagelænede, som ønsker et par fif til en sundere livsstil.

Nysgerrige kan også få et indblik i mere ukendte sportsgrene og måske finde netop den aktivitet, som passer til temperament og lyst.

Mavedans og opvisninger

Forventningerne til hvor mange der vil gæste festivalen i løbet af weekenden er høje, og de kan se frem til masser af livlig underholdning.

På programmet vil blandt andet være cheerleading, mavedans, hip hop, rope skipping og gymnastik. Hertil kommer mini-turneringer i indefodbold, badminton, floorball, brydning og basketball.

Foredrag

ARENA Sportsfestival byder også på en række interessante foredragsholdere, som weekenden igennem øser ud af deres erfaringer og viden:

• Morten Bennekou, Talentchef og U23 landstræner, DCU: Talentudvikling.

• Annette Fredskov, Maratonløber, coach, foredragsholder: 366 maraton på 365 dage.

• Torben Keller, Professionel bokser: Jeg vil være verdensmester.

• Lars Christoffersen, FIFA-dommer: Fra talent til elitedommer.

• Thomas Bundgaard, direktør i Velofit.dk: Fit din bike.

• John Bøhme Dybkjær, Ultra- og velgørenhedsløber: Fra Grenen til grænsen på cykel.

Udstillerne

Udstillere med gode tilbud og inspiration: BeneFIT Fysioterapi, Butik Køster, CEP Sport, Coast 2 Coast, Comwell Sport Hotel, Copenhagen Marathon, Diadora, Fakkelløbet, FIK ishockey, FKI, Fri Bikeshop, Garmin, Djuva, Halvorsminde Efterskole, Havkajak Team Nord, Jagt & Fiskeri, JKF, Lillebælt Halvmarathon, Løberen - Aalborg, Medicsport, MedieHuset Luksus, NBC, OK Benzin, OK-Vendelboerne, Salming, Vendelbo Cykler, SEIF Football Academy, Skagen Marathon, Speedway - Hans Nielsen, Stidsholt Efterskole, Team Hjørring, Strandby Karrusel Løb, Klinik Balance, Vendsyssel Sportscollege, MTB Frederikshavn, Sæby 24 timer ved havet, FFK Centret, Carlsens Dykkercenter, Frederikshavn Skøjte Forening.

ARENA Sportsfestival 2014 finder sted 8.-9. februar. Åbningstid begge dage er kl. 10-17.

Læs mere på www.arenanord.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden