EMNER

Sportshal renoveres

Lundergaardhallen får nyt gulv og taget renoveres

HJØRRING:Så er turen kommet til renovering af Lundergaardhallen. Idrætsudøverne kan se frem til at kunne løbe ind på et helt nyt trægulv, når renoveringsarbejderne i hallen er færdige. Desuden skal det udvendige tag repareres. Fritids- og kulturudvalget har budgetsat en række beløb på 750.000 kroner de kommende tre år til renoveringer af kommunens haller. På seneste møde frigav udvalget beløbet til Lundergaardhallen. Udvalget kunne have valgt blot at udskifte den nuværende taraflexbelægning, men besluttede på anbefaling af forvaltningen i stedet at satse på et helt nyt trægulv. Argumentet lyder, at det er mere fremtidssikret. Et trægulv er 200.000 kroner dyrere end det eksisterende taraflexgulv. Trægulvet koster i alt 650.000 kroner. Alle de øvrige haller i kommunen har trægulv. Lundergaardhallen er den sidste i rækken af kommunens otte haller, som bliver renoveret. Den sydlige side af Lundergaardhallens tag er meget slidt, og det er nødvendigt at reparere det, inden der bliver hul i taget. Lundergaardhallen er imidlertid ikke den sidste hal, der skal renoveres. Et bygningsyn har afsløret, at Vendiahallen har brug for en overhaling på knap fem millioner kroner, mens de ørige haller og klubhuse trænger til yderligere forbedringer for knap 1.6 million kroner. Disse projekter tager man fat på fra 2006 og frem.