EMNER

Sportsklubber kan sælge fyrværkeri tre steder

Problemer fra sidste år har fået Aalborg Kommune til at udpege salgsarealer

AALBORG:Hvis sportsklubber i Aalborg skal sælge fyrværkeri fremover for at spæde klubkassen op, så må de flytte sig til et af de tre steder, som Aalborg Kommune har udpeget for klubberne. Stadsgartner Kirsten Lund Andersen fra Aalborg Kommune fortæller, at de blev bedt om at lave nogle regler på området, efter Aalborg Chang sidste år havde givet en fyrværker lov til at benytte arealerne, uden der var givet tilladelse fra kommunen til at benytte banearealerne. Derudover er der kommet en stramning af reglerne for salg og opbevaring af fyrværkeri efter Seest-katastrofen, og Aalborg Kommune ville gerne have ensrettet reglerne. SIFA koordinerer Det hele skal koordineres gennem henvendelse til Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg (SIFA), men formand Henrik Jensen afviser at være med til at fordele retten til brug af stederne. De er bare budbringer for kommunen. - Jeg føler ikke, at det er vores opgave at sælge fyrværkeri, siger Henrik Jensen. Han kan dog godt se nogle perspektiver i det for nogle klubber, som måske kan gå i et samarbejde om, at klubberne sælger i to dage hver under ordnede forhold. - Men jeg kan også godt følge Lindholm IF, og jeg kan i det hele taget ikke få ind i hovedet, hvorfor kommunen vil beskæftige sig med det her, siger Henrik Jensen. Må selv annoncere Driftsplanlægger ved Aalborg Kommune, Park og Natur, Mogens Bossen, siger, at foreningerne med en tilladelse selv må sørge for at annoncere for salgsstederne. - Det er måske også en mulighed, at SIFA kunne stå for det og fordele pengene på samme måde som med TV-Bingo, siger Mogens Bossen. Næste år bliver Aalborg Kommune større, og det kan ramme SSB Storvorde, der sidste år solgte fyrværkeri, og håber på at gøre det igen i år, hvis de får tilbuddet fra en sælger. Men Mogens Bossen siger allerede nu, at kommunen vil finde nogle egnede arealer uden for bebyggelse i de nye områder af kommunen. Ikke politisk godkendt Mens klubberne for anvist et salgssted, så må de selv sørge for containere, telte, lys og andre nødvendige foranstaltninger, siger stadsgartner Kirsten Lund Andersen. Hun oplyser også, at Lindholm IF må flytte deres fyrværkerisalg til ”Hundearealet”. På stående fod vil hun dog ikke afgøre, om der må sælges fra selve klubhuset. Det må bero på en konkret ansøgning. Selv om de nye regler er meldt ud til klubberne, så er de endnu ikke politisk godkendte. Det skal op på teknisk udvalgs møde 13. november.