Sportslig afslutning

BMW har forsynet Z4 med fast tag

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

BMW er nu klar med en coupé, baseret på Z4. Med 343 hk spurter den fra 0-100 km/t på fem sekunder.

Bilkøbere med kontaktbesvær bør nok holde sig fra den nye BMW Z4 M Coupé. Alle vil med garanti vende hovedet, når den lave, men lange coupé vil smyge sig forbi. Og den er da også smuk. Designet er lavet med udgangspunkt i roadsteren, der kom på markedet for tre år siden. Men versionen med fast tag har fået sin helt egen identitet med stilrene linjer og detaljer, som vil løfte øjenbryn overalt. Interesserede må dog vente til juni med at kigge nærmere på den nye vogn, der med 343 hk, næsten kan betegnes som en sportsvogn. Den spurter i hvert fald fra 0-100 km/t på fem sekunder, hvis nogle skulle have lyst til at lege med. På trods af, at brændstofpriserne også er på himmelflugt i Tyskland, og køerne aldrig har været længere på motorvejene. Men hos BMW kan man vel bedre tillade sig det end de fleste andre bilfabrikanter. For det første har man jo et sportsligt image, der hele tiden skal plejes og så tjener man, i modsætning til de fleste andre for tiden, rigtigt mange penge. Nogle af dem er brugt på denne coupé, der med garanti også vil byde ind fornemme køreegenskaber. Den nye bil er i øvrigt baseret på konceptmodellen, som vi så i Frankfurt i efteråret. Den har angiveligt fået så stormende modtagelse af publikum, at BMW allerede er klar med den rigtige produktionsudgave. Det er planen, at BMW Z4 M Coupe skal konkurrere med blandt Porsche Boxter og Mercedes SLK.