Sportsresultater - fup eller fakta?

Om få dage tændes den olympiske ild på det nybyggede stadion i Athen og de 25. moderne olympiske lege vil i løbet af 16 dage byde på masser af intense dramaer for tilskuerne på de kostbare sportsanlæg i den græske hovedstad.

Millionvis af tv-seere verden rundt vil i døgndrift følge kampene om de 300 medaljesæt og de to danske, landsdækkende tv-kanaler vil sende mere end 600 timer i de kommende to uger. Et gigantisk sportsshow, hvor mere end 10.000 af verdens bedste atleter mødes i 28 olympiske sportsdiscipliner, vil endnu engang bekræfte at symbiosen mellem multinationale hovedsponsorer, internationale mediekoncerner og mere eller mindre demokratiske sportsorganisationer i dag fremtræder stærkere end internationale politiske fora som f.eks. FN og NATO. For den almindelige, sportsinteresserede tv-seer vil ét af de mest oplagte spørgsmål i forbindelse med de kommende lege i Athen naturligt være: Hvor mange - og hvilke - af de kommende dages sportsresultater opnås uden brug af præstationsfremmede stoffer? Det præcise svar får vi aldrig, idet den moderne showsport for længst har mistet sin uskyld. I dag er de kommercielle interesser i international eliteidræt så enorme og de medicinske "eksperter" - læger, farmaceuter og forskere på kemiske laboratorier - omkring topatleterne så præstationsfikserede, at mange eliteidrætsudøveres helbred ofte hensynsløst tilsidesættes. Det vil være dybt naivt udelukkende at anse brug af præstationsfremmede stoffer i topsport som et medicinsk anliggende. Doping bør i langt højere grad anskues som et historisk og kulturelt fænomen. Der er en tæt sammenhæng mellem den fremskridts- og vækstsfilosofi, der præger det senmoderne samfund og sportens indre logik om ekspansion, som bl.a. kommer til udtryk i de olympiske idealer: Citius, Altius, Fortius. Derfor er der sportsdiscipliner, som f.eks. atletik, svømning, cykling, vægtløftning og roning, hvor brug af f.eks. anabolske steroider, væksthormoner eller erythropoietin (EPO) – har videnskabelig, dokumenteret præstationsfremmende effekter på 5-15 pct., og hvor forskellen på en olympisk medalje og "tabt finaleplads" kan være 1/100 sekund i 10.000 km løb eller i 1500 meter svømning. Olympiske medaljer bliver afgjort på de yderste marginaler, og forud for de fleste internationale sportsresultater ligger ofte 25-30 timers videnskabeligt tilrettelagt ugentlig træning gennem en længere årrække. Det er primært historiske og kulturelle årsager, der kan forklare hvorfor de medicinske, juridiske og moralske grænser for brug af præstationsfremmende stoffer i topsport ændrer sig over tid. Helt frem til Tour de France-skandalen i 1998 havde den internationale olympiske komité (IOC), de internationale specialforbund og de nationale sportsorganisationer stærk tro på anvendelse af præstationsfremmende stoffer kunne løses inden for sportens egne rækker. I koldkrigsperioden efter Anden Verdenskrig var det velkendt - og langt hen af vejen accepteret - at sportssystemer i både øst og vest systematisk anvendte præstationsfremmende stoffer for at vinde internationale mesterskaber og forbedre eksisterende rekorder. Efter Berlinmurens fald og de østeuropæiske, kommunistiske landes sammenbrud sidst i 80'erne og begyndelse af 90'erne kunne bl.a. Stasi-arkiverne i DDR dokumentere at tusinder af statsamatører havde betalt en særdeles høj menneskelig pris for de mange OL-medaljer i form af uoprettelige, livsvarige skader på bl.a. hormonsystemer, nyrer og lever. På tilsvarende vis var – og er – brug af anabolske steroider i de professionelle ligaer indenfor basketball (NBA), ishockey (NHL) og amerikansk fodbold (NFL ) i USA et meget udbredt og fuldt accepteret fænomen. Det kan bl.a. nævnes at gennemsnitslevealderen for tidligere professionelle spillere i den amerikanske fodboldliga er beskedne 48 år. Efter Tour de France-skandalen i 1998, der bl.a. afslørede en udtalt doping-kultur blandt professionelle cykelryttere, var det en absolut nødvendighed for den internationale showsport og især IOC's fremtidige troværdighed at få etableret et internationalt dopingagentur med politisk og økonomisk støtte fra de enkelte landes regeringer. World Anti-Doping Agency (WADA) har efter etableringen i 1999 – som et selvstædigt, uafhængigt organ – haft til opgave på tværs af nationer og discipliner at fastlægge ensartede regler, standarder, retninglinier og sanktioner vedr. brug af præstationsfremmede stoffer. Op til legene i Athen har samtlige 28 olympiske specialforbund – også den internationale cykelunion (UCI) og det internationale fodboldforbund (FIFA) – og samtlige deltagende nationers regeringer underskrevet den globale kodeks for anti-dopingpolitik, som blev godkendt på WADA's konference i København i marts 2003. Med implementering af WADA-kodeksen stilles der nu strengere krav til de internationale idrætsudøvere, de internationale specialforbund og de nationale sportsorgasationer. Samtlige danske eliteidrætsudøvere skal kontinuerligt oplyse, hvor de opholder sig i forbindelse med enhver træning og konkurrence. Og de vil kunne blive dømt for brud på dopingbestemmelser, hvis de ikke er til rådighed for dopingkontrollen. Det kan virke både skræmmende og frihedsindskænkende at indføre denne type af kontrolaktiviteter overfor eliteidrætsudøvere, som for nogles vedkommende end ikke har sport som deres hovederhverv. Såfremt det skal lykkes at holde showsportens image og troværdighed på et acceptabelt niveau, er der imidlertid ingen tvivl, om at der i de kommende år skal gennemføres et større antal uanmeldte test i udlandet af danske topidrætsfolk (out-of-competionstest). I dag kender langt de fleste topatleter konsekvenserne af brug af forbudte stoffer tæt på konkurrencetidspunktet. Opgaven bliver derfor at udføre dopingkontrol over danske eliteidrætsudøvere, der vælger at flytte træning – og eventuel brug af præstationsfremmende stoffer - til Italien, Australien eller USA. Hverken Danmark Idræts-Forbund eller Team Danmark kan helt borteliminere risikoen for at én eller flere danske OL-deltagere forud eller under legene indtager præstationsfremmede stoffer, der er opført på IOC-dopingliste. Til gengæld kan Anti-Doping Danmark garantere at samtlige 90 OL-deltagere er blevet dopingtestet mindst én gang inden legene i Athen. I det hele taget har Danmark i de seneste 4-5 år sammen de øvrige nordiske lande ført en særdeles offensiv antidopingspolitik, både m.h.t oplysnings- og kontrolvirksomhed. Bl.a. har de nordiske lande i 2003 udført 12.000 dopingprøver, hvilket svarer til 10 pct. af det totale antal dopingprøver på verdensplan. I det seneste tiår har verdenssamfundet i stigende grad sat fokus på begrebet: Bæredygtig udvikling. I 1992 afholdt FN en konference om miljø og udvikling, hvor Danmark sammen med 180 andre lande tilsluttede sig en aftale om at arbejde udfra en fælles dagsorden for en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede. En af de centrale målsætning for Agenda-21 programmet har været at skabe en udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare. De kommende års udfordring for WADA og de nationale anti-dopingagenturer bliver at skabe rammerne for en bæredygtig udvikling indenfor showsporten. De forestående lege i Athen, vinter-OL i Torino (2006) og ikke mindst OL i Bejing (2008) vil vise om det vil lykkes at genskabe troen på at olympiske medaljetagere kan være forbilleder for børn og unges glæde ved idræt eller OL (fortsat) skal være en udstillingsvindue for medicinske og genteknologiske eksperimenter.

Forsiden