Sportstalenter får klasser

Unge idrætstalenter får nu endnu bedre muligheder i Frederikshavn Kommune. Arkivfoto: Peter Broen.

Unge idrætstalenter får nu endnu bedre muligheder i Frederikshavn Kommune. Arkivfoto: Peter Broen.

Talentsportsklasser skal styrke lokalsamfundet og understøtte Frederikshavn Kommunes ønske om at tiltrække unge og børnefamilier til bosætning. Derfor skal skoleelever i folkeskolens ældste klasser nu have mulighed for at dyrke eliteidræt i nærområdet.

Frederikshavn Kommune har et stærkt idræts- og foreningsliv, og rigtig mange unge dyrker idræt på et højt niveau. Disse unge ønsker Frederikshavn Kommune at give de rette rammer til at dyrke sport på elite niveau i folkeskoleregi: Fra næste skoleår er Frydenstrand Skoleafdeling i Frederikshavn klar til at danne Talentsportsklasser for elever fra syvende til niende klasse.

- Vi forestiller os, at alle de elever, der i forvejen efter aftale har lov til at bruge skoletid på at dyrke sport på et professionelt plan kunne have både stor gavn af og stor effekt af at gå i skole i en særlig Talentsportsklasse, siger Christina Lykke Eriksen, formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Frederikshavn Kommune.

Samarbejde med klubber

Frederikshavn Kommune samarbejder med sportsklubberne om udvikling af træningsprogrammer og faciliteter.

Kommunen har ansat en sportskoordinator, der får det daglige ansvar for den sportslige del af talentsportsklasserne. Den nye sportskoordinator er Brian Høj, der er uddannet i idræt og som tidligere har været blandt andet talentchef i Halden Håndboldklub i Norge.

Sportskoordinatoren er tilknyttet klasserne 15 timer om ugen.

Eleverne udvælges på baggrund af en samtale med skolen og sportskoordinatoren, udtalelser fra deres sportsklubber og en optagelsesdag, hvor elevernes sportslige formående vurderes af eksterne trænere/personer. Til sammen danner denne viden baggrund for elevens optagelse i en Talentsportsklasse.

Der er informationsmøde om talentsportsklasserne mandag den 9. januar kl. 17.00-18.00 på Frydenstrand Skoleafdeling i Frederikshavn. Mødet er for unge sportsudøvere og deres forældre, som fra næste skoleår skal gå i 7. 8. eller 9. klasse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.