Sportsuge i Ingstrup satte rekord

Dronninglund 1. juli 2003 08:00

INGSTRUP: Årets sportsuge i Ingstrup blev en forrygende succes. Den hårdt prøvede bestyrelse med formand Poul Larsen i spidsen melder om ny omsætningsrekord og rekordstort overskud. Hele ugen igennem har der været stort besøg på Ingstrup Stadion til festligt og fornøjeligt samvær omkring sport og underholdning. De sidste dage bød på mange spændende finaler. Saltum vandt både serie 5- og serie 6-fodboldturneringen, mens dameturneringen blev vundet af Moseby. Ingstrup Sportsforening var så ubeskeden at snuppe guldmedaljerne både i miniput- og lilleputfodbold. Beachvolleballturneringen for gadehold blev vundet af Hesteskoen, der slog holdet fra Gl.Ingstrup i en spændende og velspillet finale. Årets straffesparkskonkurrence blev vundet af Kasper Sivesgaard, mens petanque-turneringen blev vundet af Dennis Dunker. Den lokale Sine Brink, der er på vej med en CD, havde samlet en håndfuld dygtige, unge musikere, og sammen gik de på scenen og gav prøver på hendes musik, og lørdag aften var mere end 250 glade mennesker samlet i teltet til spisning og dans med de populære Spinning Wheels. Søndagens store underholdningsprogram bød blandt andet på finale i børne-robinson, hvor børnene var inddelt i aldersklasser. Johannes Sivesgaard og Steffen Skindbjerg vandt hos drengene, mens Kirstine Nielsen, Jeanett Just og Merete Jensen blev vindere hos pigerne. Søndagens store hit var som altid kagekonkurrencen. I år var det Kirsten Roed, der løb af med sejren, men der var også hundeopvisning med politihundeforeningen fra Dronninglund, inden festlighederne sædvanen tro sluttede med grillaften og lotteriudtrækninger i teltet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...