Brønderslev

Sportsuge med dansepiger

HVAM:Med indslag som dansepiger, familielege, børneloppemarked og masser af håndbold og fodbold er IF Kvik endnu engang klar til at byde alle, store såvel som små, velkommen til den årlige sportsuge på Hvam Stadion. Sportsugen indledes i aften med en miniturnering i håndbold for damesenior og to turneringskampe i fodbold. I morgen gælder det jyllandsserieherrernes hjemmekamp mod Brønderslev. En afgørende match mellem to hold, der begge ligger på kanten af den kritiske nedrykningszone. Og i bedste amerikanske stil er der selvfølgelig også sørget for masser af god underholdning, som publikum kan varme op til. Dansepigerne "Boodie-Shakers" fra Aalestrup vil nemlig optræde både før, under og efter kampen. Samtidig tændes der op i grillen ved festteltet, hvor der bydes på et lækkert måltid mad. Lørdagens program indledes med en lilleputturneringskamp samt et mikrofodboldstævne. Herefter er der børneloppemarked, hvor alle kan møde op med deres brugte effekter - legetøj, bøger og blade mm, som man kan købe, sælge og bytte af. Det er ikke nødvendigt med tilmelding - det gælder bare at møde op. Midt på eftermiddagen er det tid til det traditionsrige cykelsponsorløb. Her vil et stort antal frivillige stige på "jernhesten" for at trampe penge ind til den lokale forening i løbet af den time, arrangementet varer. Aftenen slutter med teltbal og fællesspisning på stadion, hvor det som altid er Peter Christensen og Discoteque Venus, der leverer musikken. Søndag fortsættes der med børneloppemarked, og så har et helt nyt indslag sneget sig ind. Nemlig "Kvikke Familielege", hvor både voksne og børn har muligheden for at få sig nogle sjove timer. Alle kan deltage og meningen er, at de enkelte familier kæmper mod hinanden. Blandt under ud fra overskriften: "Hvem finder den største?"