Spot på druk i Skagen

Arbejdsgruppe vurderer, at der er brug for en indsats.

Det er på parkeringspladsen her bag SuperBugsen, at det drikkende folkefærd holder til.

Det er på parkeringspladsen her bag SuperBugsen, at det drikkende folkefærd holder til.

På parkeringspladsen bag Brugsen i Skagen står en gruppe borgere og drikker. Det har de gjort i mange år, og det har de tænkt sig at blive ved med. Af og til bliver der råbt lidt for højt, hvilket mange andre borgere og turister er trætte af. Situationen er i hårdknude, men nu er der måske hjælp at hente for begge parter. I mange år havde man en tilsvarende situation i Frederikshavn, hvor folk stod samlet ved Valutaslangen i midtbyen - lige indtil der blev oprettet en varmestue i en kommunal bygning, hvor der var tilladt at drikke. Varmestuen blev en succes, og der blev nedfældet en række ordensregler. For at finde ud af om der er problemer med druk andre steder i Frederikshavn kommune, er der dannet en arbejdsgruppe bestående af blandt andre politikere, embedsfolk samt den tidligere formand for varmestuen, Leif Andersen. Arbejdsgruppen opsøgte og talte med de folk, der drikker på offentlige steder, og formålet var at finde en løsning, der ville gavne alle parter. Det drikkende folkefærd i Skagen gav udtryk for, at de havde et behov for at mødes og drikke sammen, fordi samværet opfyldte et socialt behov. Samtidig konkluderer arbejdsgruppen, at de tørstige sjæle helt er klar over, at de udgør et problem. De øldrikkende mennesker er derfor indstillet på at flytte - meget gerne til havneområdet. Betingelsen er dog, at de får et sted, hvor de er i læ for vind og vejr. - Derfor vil vi tage stilling til, om der skal være tale om et skur eller en pavillon, siger formanden for socialudvalget Birgit Hansen (S), der dog understreger, at der ikke bliver tale om en ny varmestue. I den kommende pavillon eller træskur vil der blive ordensregler, som skal følges, ligesom der højst sandsynligt bliver tale om et kommunalt tilsyn. Det drikkende folkefærd i Skagen får altså lidt mere værdighed ind i hverdagen, mens de øvrige borgere slipper for at se på drikkeriet. Arbejdsgruppen har naturligvis også været i Sæby, men her er der tilsyneladende ingen problemer. Birgit Hansen fortæller, at kulturen i den gamle Sæby Kommune er, at folk drikker hos hinanden eller tager på værtshus.