Lokalpolitik

Spot på el-forsyning

SÆBY: De lokale politikere har for alvor sat spot på Sæby Kommunale Elforsyning. Som bekendt er el-markedet blevet liberaliseret, og det giver de få kommuner med egen el-forsyning en potentiel kæmpe-gevinst. Herning Kommune har solgt sit elselskab til et astronomisk beløb, og også Sæby Kommune har udsigt til en uventet millionindtægt. Således kan kommunens elselskab sælges til skønsmæssigt 25 mio. kroner. Endnu er der dog mange uafklarede spørgsmål. For får kommunen lov til at beholde alle pengene ved et salg? Og vil der være negative konsekvenser for kommunen og forbrugerne? Det er spørgsmål som disse, byrådets økonomiudvalg ønsker svar på. - Derfor har vi besluttet at sætte en undersøgelse af konsekvenserne ved et salg i gang. Jeg vil godt understrege, at vi ikke er ved at sælge el-forsyningen nu. Det er vi slet ikke klædt på til at gøre, før vi har fået svar på vores spørgsmål og drøftet de mulige konsekenser, siger fungerende borgmester Erling Thomsen (S). Han lægger dog ikke skjul på, at en uventet engangs-indtægt på 25 mio. kroner vil være meget velkommen og vil give kommunen større frihed og råderum. kjær