Sprællemænd kalder

Farmakonom Lisbeth Hansen stopper på Løveapoteket efter 46 år.

Jane Bünemann,
Lisbeth Hansen får tid til at pleje 500 sprællemænd. Foto: Kurt Bering
Medicin 22. september 2011 10:14

Efter 46 år som ansat på Løveapoteket går farmakonom Lisbeth Hansen på efterløn i næste uge. - Det bliver svært at undvære kollegerne. Det har jo været mit liv siden jeg var 17 år, siger Lisbeth Hansen. En ryg, der driller, og et ønske om at få mere tid til børnebørnene får hende alligevel til at stoppe. Rigtig mange i Hjørring kender ikke Lisbeth Hansen, hvis de ser hende på gaden, men til gengæld er hendes stemme velkendt blandt byens læger og lægesekretærer. Hun har nemlig talt meget i telefon med dem. - Jeg kender lægerne og deres cpr-numre, men jeg ved ikke, hvordan de ser ud, smiler Lisbeth Hansen. Hun har taget imod recepterne, når de er blevet ringet ind, ligesom hun har haft til opgave at passe medicinskabet hos Lægevagten på sygehuset. Hver anden fredag i årevis har hun haft vagt - det vil sige, at skulle en borger have medicin til akut opstået sygdom, så måtte hun ud af sengen. - Seks-otte gange om året har jeg haft vagt hele weekenden. Men nu er det snart slut, og der bliver mere tid til fritidsinteresser. Den første udfordring bliver at få styr på alle de receptkuverter, Lisbeth Hansen har samlet. - Jeg har samlet i alle 46 år. Mange har jeg fået, når turister er kommet ind med en kuvert, andre har jeg købt på apoteker landet over, når jeg har været på ferie. En anden samlerhobby gælder sprællemænd. 500 forskellige har Lisbeth Hansen samlet. 1. november kommer de alle frem på husets tidligere børneværelse. Da Lisbeth Hansen havde 40 års jubilæum fik hendes tredje arbejdsgiver - apoteker Jesper Sevel - lavet en særlig fortjenstmedalje, da hun ikke kunne få Dronningens. Den allersidste arbejdsdag fejres ved, at apoteker Jesper Sevel inviterer hele personalet til middag på Bryghuset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...