EMNER

Sprængt andebryst til frokosten

Så er det julekalendertid og for resten også adventslysenes tid. Det går bare alt for hurtigt, synes I ikke det? Det kan vel ikke bare være mig, der fornemmer, at tiden render af sted. Men det har den det vel med at gøre, når man har nok at lave, laver det og ikke bliver stresset af ikke at få det gjort. Og først og fremmest, når man har det godt, og det har jeg og mine. Så er der vel ikke noget, der kan klages på, og er der en ting, man kan være glad for, er det, at man ikke er landmand, for når en af den slags ikke klager sig, så er det ikke godt, Men hvordan er det nu, det også lyder? Når en landmand klager sig, er det efter sigende, fordi det går rigtig godt for landbruget. Og lige her i december er der vel også grisefarmere, der ærgrer sig over, at fjerkræ har fået en stor fremgang? Jeg kan trøste dem. Der er mange mennesker, der går tilbage til traditionerne netop i denne måned og køber og spiser mere grisekød end ellers. Hvad mener I om en god frikadelle, en kotelet, en mørbrad eller en ribbenssteg. Jeg lover jer, at der kommer en af delene på menuen, nemlig ribbenssteg. Jeg bliver ofte ringet op af mine tre børn, der igen, igen stiller flg. spørgsmål: "Mor, hvordan er det nu, du gør med ribbensstegen?" Og jeg forklarer igen, igen, hvordan det går for sig. Og for nu at holde jer på pinebænken, skal I vente til en anden lørdag før jul. Så glæd jer eller tænk, at det interesserer I jer ikke for. I dag skal det gælde and, men på en lidt anden måde end ellers. Der er nemlig rigeligt med stegemad i denne tid. Sprængt and, men ikke en hel and. Andebryst må være nok. Det er en god ret at servere på et utraditionelt julefrokostbord til en lille førjulekomsammen eller bare til jer selv. Kun skal du huske, at der skal begyndes dagen før. Resten går så nemt som fod i hose, og det er slet ikke en svær øvelse. Jeg vil alligevel lige fortælle jer, at jeg igen i år har været i København for at se Tivoli i julehumør. Stemningsfuldt, smukt og frem for alt nostalgisk er de ord, jeg finder frem. Og vil du ikke købe noget, så nyd det bare. Lysene er et helt kapitel for sig, især over Tivolisøen. I år er der kommet en ny ting, nemlig en rigtig tysk "Bierstube" med forskellige tyske øl, man kan smage. Det gælder, som hvert år på denne tid, at: "Julen varer længe, koster mange penge!" men hver mand og kvinde, sin lyst. Jeg smager ikke på øl, da jeg ikke kan lide øl, simpelthen ikke! Nej, lad mig så få en god brændende varm Glühwein. Den er bestemt ikke at foragte. Jeg havde det som et lille barn, da jeg 11. november, dagen før åbningen af juletivoli, kiggede ind af lågen og kunne se de matte lys kl. 3 om eftermiddagen. Jeg måtte simpelthen derover igen, og det kom jeg. Har I mulighed, så tag en tur, det er bare så skøn en oplevelse. Der er endda en del busselskaber, der lokker med Tivoliture her i december. Se nu at komme af sted. Undskyldningen med, at der ikke er tid, er bare så dårlig. "Der er tid til alt det, som du vil have tid til", sagde min tante Line en gang, og hvor har jeg måttet give hende ret mange gange senere! Og skal du ikke i Tivoli, så gå i skoven og find smukke ting. Jeg så forleden dag en udstilling med juleborde, hvor hovedtemaet var blanke kugler, gran, kogler og glasting, som f.eks. en gammel glasørering. Synes I, det lyder underligt? Svaret er blot: Det var smukt. SÅ: Gak hen og gør ligeså!