Sprang til en guldmedalje

AALBORG:Aalborg Atletik & Motion hentede sig et dansk mesterskab i søndags, idet klubbens højdespringer Donata Jancewicz klarede et spring på 1,76 meter. Det var særligt tilfredsstillende set i lyset af, at hun har haft brud i sin ankel, som betød, at træningen først kunne påbegyndes i løbet af foråret. Donata havde sin polske træner ved sin side under konkurrencen og følte, at det var medvirkende til det overraskende flotte resultat. Dagen bød i øvrigt på en flot 7. plads til Anne-Sophie Eriksen på 5000 meter i tiden 18.17,59 minutter og en 6. plads til Jacob Riis på 200 meter i 23.00 (med personlig rekord på 22,25 sekunder i et indledende løb). Katrine Mikkelsen blev nummer 7 ligeledes på 200 meter, og Jon Yde Bentsen blev nummer 9 i 110 meter hæk i tiden 16,76 sekunder. Lørdagens konkurrencer bød på sølv til Jacob Riis i 400 meter. Det var samtidig ny personlig rekord på 47,84 sekunder. Der var bronze til Sanne Bergh i stangspring på 3,35 meter. Jesper Laursen blev nummer 6 i 400 meter i tiden 49,98 sekunder. Desuden blev Katrine Mikkelsen nummer 4 på 400 meter i 59,41 sekunder.