Spray forhindrer misbrug på toilettet

Diskoteksejer ved, at nogle af gæsterne er påvirket af narko - derfor skal der tages særlige forholdsregler

SÆBY:Henrik Christensen ejer Diskotek Down Town i Sæby, og han har nemt ved at se, når en gæst er påvirket af narko. Hænderne er aldrig i ro, pupillerne er større end normalt, og gæsten står og slikker sig om munden, fordi visse former for narko giver tør mund og svælg. Derfor er Henrik Christensen og dørmændene også opmærksomme på, hvis en gæst for eksempel køber ekstra meget danskvand i baren. Personalet på Down Town finder næsten hver weekend en lille gennemsigtig plasticpose på toilettet. I posen kan man se spor af "et eller andet hvidt pulver". Men et er hvidt pulver, der skal sniffes. Det er langt sværere for personalet at skride ind, hvis de unge blot skal sluge en pille. - Vi ved, at misbruget er der, men vi kan ikke overkomme at se det hele, erkender Henrik Christensen, der oplyser, at misbruget foregår overalt i Sæby. Han understreger dog, at langt de fleste af gæsterne på diskoteket ikke er påvirkede af narko. NORDJYSKE talte i weekenden med en 17-årig mand, der kender miljøet godt, men som ønsker at være anonym (NORDJYSKE er bekendt med navn og adresse). Han fortæller, at flere fra omgangskredsen eksperimenterer med narkotika, og at han er bekendt med, at der foregår salg mange steder i Sæby - for eksempel nede ved Sæby Å. - Det er sådan set bare at gå en tur ned ad gaden. På et eller andet tidspunkt opstår muligheden for at købe narko, fortæller den 17-årige. På Diskotek Down Town arbejder Morten Johansen. Han er 25 år, og han har boet i Sæby de seneste 12 år. Også han fortæller, at det er meget nemt at købe forskellige former for narko i byen. Som omtalt på denne sektions forside forsøger Henrik Christensen at sætte en stopper for, at de unge sniffer narko på toiletterne. Det sker som nævnt ved at sprøjte med et smøremiddel ved navn WD-40. Når for eksempel kokain kommer i forbindelse med dette middel, bliver kokainen ødelagt. På grund af stofferne er der sket en ændring i de unges adfærd, når de er i gang med en glad aften på diskoteket. - Hvis en gæst er påvirket af stoffer, kan han have en meget voldsom opførsel. Som dørmand er det derfor vigtigt at lære at tackle en stresset situation på den rigtige måde. En gæst, der er påvirket af narko kan blive ekstrem hidsig og kan "tænde fuldstændig af", siger Henrik Christensen, der gerne vil have en snak med kommunens ungdomskonsulent, Allan Enevoldsen, med henblik på at koordinere indsatsen omkring unge og narko. Sæby Kommune er i øjeblikket langt fremme med planer om at oprette et korps af "Natteravne", der skal gå rundt i byen fredag og lørdag nat. Formålet er at skabe tryghed hos de unge, og på torsdag er der informationsmøde i byrådssalen på Sæby Rådhus.