- Sprechen Sie deutch? - Nein, men det kommer

Aalborgensisk sprogskole for erhvervsfolk udvider med afdeling i Århus

Skolevæsen 26. september 2002 08:00

AALBORG: Da han gik i skole, ville han hellere rode med sin knallert end terpe tyske verber - men nu har firmaet givet ham ansvaret for det tyske marked... - Sådan kan man udmærket beskrive vores typiske kursist. Det er en erhvervsmand, der ikke skal studere sprog, men som skal bruge det i sin hverdag. For ham er det væsentligt at få opdateret sit talesprog og udvidet sit ordforråd. Det skriftlige er mindre vigtigt, for brevene har han folk til at skrive, siger Lene Damsø. Sammen med sin mand, Carsten Damsø, driver hun Damsø & Damsø Sprogskoler, der efterhånden har eksisteret i 10 år, og som til august tager konsekvensen af stadigt flere aktiviteter i Århus og åbner en afdeling i smilets by. To verdener Oprindeligt uddannede hun sig til folkeskolelærer med engelsk og fransk som liniefag, men interessen for sprog rakte endnu længere. Derfor valgte hun og manden - der har en regnskabsuddannelse - at kombinere hendes sprogverden med hans forretningsverden og oprette en sprogskole. - I første omgang kørte vi skolen hjemme fra vores hus i Støvring og lejede lokaler på Hotel Chagall i Aalborg til undervisningen. Både dengang og nu kører en stor del af undervisningen dog ude på virksomhederne. - Vi har også lejede lokaler i Støvring, men det har vist sig vanskeligt at trække folk ud fra byen, og derfor slog vi os ned her i Fjordgade, hvor vi stadig er, selv om det kniber med pladsen. Og 1. august begynder vi så i Århus, hvilket er første led i vores ekspansionsplaner, oplyser Lene Damsø. Alverdens sprog Skolen tilbyder i princippet undervisning i alverdens sprog og har et fast hold på cirka 25 lærere, der tager sig af engelsk, tysk, fransk, spansk og hollandsk samt dansk for udlændinge. - I øjeblikket underviser vi også i japansk, og i Århus skal vi i gang med tjekkisk, og i sådanne tilfælde henter vi lærere ind til den konkrete opgave, da vi selvfølgelig ikke kan have japansk på programmet konstant. Lene Damsø oplyser, at undervisningen foregår helt efter kursisternes ønsker, noget i hold, både i Fjordgade og ude på virksomhederne, og andet som enkeltmandsundervisning. Hver måned har skolen 40-50 enekusister, og dertil kommer holdene, så der bliver talt i mange tunger, når Damsø & Damsø er på banen. Bedre til dansk Siden 1997 har skolen også udbudt undervisning i dansk kommunikation. Det udgør efterhånden omkring 15 procent af skolens aktiviteter og er i hastig vækst: - På mange virksomheder er der et stort ønske om at blive bedre til at udtrykke sig skriftligt på dansk. De vil gerne kunne skrive et godt, ligefremt og letfatteligt forretningsbrev, og måske vil de også gerne have en indføring i det nye kommasystem, enhedskommaet, fortæller Lene Damsø, der altid selv bruger dette nye og omdiskuterede system. Varemærke For at give virksomhederne en klar opfattelse af, hvad de køber, når de hyrer sprogskolen til en opgave, har skolen udviklet Damsø & Damsø Metoden, som man oven i købet har fået registreret som varemærke: - Den fortæller simpelthen, hvordan vi griber sprogundervisningen an, og den omfatter blandt andet en indledende sprogtest, hvorefter kursistens niveau og formålet med kurset fastlægges. - Vi udarbejder også en undervisningsplan med særlig vægt på de områder, kursisten selv gerne vil være bedre til, og det er ofte ordforrådet. Desuden indeholder metoden blandt andet evalueringer både midtvejs og til slut, oplyser Lene Damsø. Varigheden af kurserne er helt individuel. De fleste kursister vælger 60 lektioner á 40 minutter, som afvikles i blokke på tre ad gangen. Men det er helt op til kursisterne selv. I disse dage underviser skolen eksempelvis en dansk gift amerikaner, som har revet en ferieuge ud af kalenderen for at forbedre sit danske. Det er rigtig hårdt arbejde, og han når da næsten heller ikke at få tungen på plads igen, inden næste dags undervisning begynder. Det er nemlig ikke så meget ordene og grammatikken, der for udlændinge er det svære ved dansk. Det er lydene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...