Spredte skud i alle retninger

NY ALLIANCE Signalforvirring er kun et fattigt ord, når det gælder den frafaldne radikale Naser Khaders politiske opfindelse Ny Alliance, hvis politik - og hvis umiddelbare vilje til at samarbejde med næsten alle andre i Folketinget - stritter i så mange retninger på én gang, at det er lige ved ikke at give mening for mange andre end lige partistifteren og hans tro væbnere, den lige så tidligere radikale Anders Samuelsen og den tidligere konservative Gitte Seeberg.

EMNER 1. september 2007 20:58

For eksempel er Ny Alliance gået til det valg, som endnu ikke er udskrevet, på en mere eller mindre underforstået dagsorden om, at der er tale om et slags borgerligt-liberalt alternativ til ”den rene vare” i Det Radikale Venstre. Og såmænd også et alternativ til de traditionelle borgerlige partier. Men samtidig har Ny Alliance netop præsenteret en lang række af sine mærkesager, hvor partiet viser sig at have flest træk og mål til fælles med Socialdemokratiet og - næppe helt overraskende - De Radikale. Borgerlige vælgere, som måtte være kørt træt i VK-regeringen og måske især den meget tætte samarbejde med Dansk Folkeparti, kan med andre ord risikere at stemme på et parti, der ender med at bringe ikke-borgerlige partier til magten. Men er det så også Socialdemokraterne og De Radikale, Ny Alliance drømmer om at komme til at sidde i regering med? Nej. Tværtimod har Naser Khader mere end antydet, at Ny Alliance mest af alt forestiller sig en mindretalsregering bestående af De Konservative, De Radikale og så Ny Alliance selv. Altså en KRY-regering - hvor kry dén så vil sige sig at blive. Men på én og samme tid har Ny Alliance signaleret, at hvis valget står mellem Socialdemokraterne partileder Helle Thorning-Schmidt eller Venstres Anders Fogh Rasmussen som landets næste statsminister, så vil partiets valg falde ud til fordel for Fogh. Ny Alliance deler med andre ord de fleste af sine mærkesager med venstrefløjen, men hælder selv mest mod de borgerlige, hvor de helst ser Anders Fogh Rasmussens som statsminister, men ikke har noget udtalt ønske at komme til at sidde i regering med statsministerens parti. Rent politisk-ideologisk kan man vanskeligt skyde i flere retninger på én gang - og partiets største problem kan meget nemt blive, at det får svært leve op til sine mange og ikke altid lige gennemskuelige løfter til alt, hvad der ligner vælgere på midterstriben.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...