Spring køen over hos bageren

Ny betalings-app gør det muligt at betale morgenbrødet hjemmefra

Nu bliver det nemmere og hurtigere at hente morgenbrød hos bageren i Føtex. Foto: Claus Sjödin /CSPress.dk <i>Claus Sjödin/CSPress.dk</i>

Nu bliver det nemmere og hurtigere at hente morgenbrød hos bageren i Føtex. Foto: Claus Sjödin /CSPress.dk Claus Sjödin/CSPress.dk

AARHUS:Ventetiden ved bageren, når rundstykkerne og wienerbrødet skal hentes, kan fremover blive en hel del kortere. Danske Bank står nemlig klar med en ny betalings-app, der skal gøre livet nemmere for kunderne i Føtex-bageren.

Der er tale om en såkaldt ’Order & Pay-app’, som man kan bruge til at bestille og betale varer hjemmefra og dermed slippe for kø ved afhentning, skriver dansksupermarked.dk.

Samarbejde med MobilePay

App’en fungerer i samarbejde med Danske Banks populære betalings-app MobilePay. Man bestiller sine varer gennem den nye Order & Pay-app og indtaster, hvornår man vil hente varerne. Selve betalingen foregår via MobilePay, som automatisk popper op. Når man har godkendt beløbet, får man en kvittering, som man blot skal vise, når man henter varerne i en særlig hurtig-kø for forudbetalte varer.

Kun i Aarhus

I første omgang er det kun kunderne i Føtex-bageren i Skejby og Viby ved Aarhus, der får glæde af det nye betalingssystem, som Danske Bank lancerer i samarbejde med Dansk Supermarked og softwarevirksomheden Trifork.

Ifølge direktør Peter Rørsgaard fra Trifork er det dog planen, at betalings-app’en skal udbredes til flere virksomheder.

- Det kunne for eksempel være fastfood og take-away-restauranter, kaffebarer, bagere - ja måske endda apoteker. Hvem ville ikke ønske, at man bare kunne gå ind i en forretning, vise et nummer, få sine varer og gå igen? Vi er sikre på, at denne løsning vil vinde frem mange steder, siger Peter Rørsgaard.

Bager-appen kan hentes i AppStore og GooglePlay, hvor den findes under navnet ”Føtex Bager”. Selvom det kun er i de to aarhusianske varehuse, det er muligt at bestille og afhente brød via appen, skal løsningen på sigt udrulles til Føtex’ øvrige varehuse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden