EMNER

Spring ned på slagmarken

Nyt 3D-skydespil lader dig overraske nazisterne fra luften

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

* FOTO3 - (skærmfoto m. soldater foran lastbil) * Dine kammerater er til stor hjælp, men nogle gange står de mest i vejen.

spil: Medal of honor Airborne # # # # ¤ ¤ For fem år siden var vi nogle stykker, der gik i land på Normandiets kyst. Med faldne kammerater til alle sider, øredøvende brag og fornemmelsen af at være fanget på den forkerte side i et grotesk skydetelt. Scenen fra ¿Medal of Honor: Allied Assault¿ står stadig tindrende klart i mange pc-spilleres bevidsthed. I en grad så vi næsten føler os som krigsveteraner. Vi var der. De dramatiske scener har lige siden været et kendetegn for Medal of Honor spillene. Højdepunkterne er sat i scene, så vi ikke går glip af en eneste detalje. Men bagsiden af æresmedaljen er manglende frihed. Ofte føler man, at man bliver hevet gennem en fast rute, hvor handlingen først ruller videre, når man når et bestemt nøglepunkt. Friheden flyver Det nye spil i serien, som vi her har fat i, er langt mere åbent. Nu vælger du selv din vej gennem banerne. Og prisen er netop, at spillet - set i bakspejlet - mangler de scener, der skaber blivende billeder i bevidstheden. Til gengæld rummer det flere spændende nyskabelser. Som titlen antyder, spiller du rollen som faldskærmssoldat, og det er ikke kun en ¿gimmick¿. Som du hænger der, med fødderne dinglende over slagmarken, får du et glimrende overblik over, hvordan fjendelandet ligger. Og du kan frit eksperimentere med at infiltrere fjendens stillinger fra forskellige positioner. Hver mission har forskellige mål. På første bane skal du eksempelvis uskadeliggøre antiluftskyts i en italiensk landsby. Du bestemmer selv, hvordan og i hvilken rækkefølge du tackler dem. Men kompasset viser vej til dine mål, så du ikke føler dig helt på herrens slagmark. Sværhedsgraden er dog forholdsvis høj, og der er frustrerende langt mellem de livsvigtige ¿checkpoints¿, der bestemmer, hvor du starter, når du dør. Realistisk Efterhånden belønnes din indsats med nye våben - og opgraderinger, der på forskellig vis gør våbnene mere effektive. Selv om du har ¿zoomet ind¿ med fokus på sigtekornet, kan du stadig bevæge dig rundt og kigge omkring hjørner. Det føles meget realistisk. Fjenden er også god til at søge dækning, og soldaterne flygter fra dine granater. Men offensivt har de ikke meget at byde på. Den kunstige intelligens er for svingende, og dine kammerater kommer tit i vejen for dig. Et par gange oplevede vi endda, at spillet ikke registrerede vores pletskud. Det holder jo ikke, at simple soldater optræder som udødelige zombier, men fejlen kan formentlig løses med rettelser hen ad vejen. Den største svaghed ved Airborne er, at enkeltspiller-kampagnen er for hurtigt overstået. Hvis man spiller målrettet et par timer om dagen, kan hele molevitten gennemføres på 3-4 dage. Det er i underkanten, selv om festen kan fortsætte på nettet. Hvis man er vant til rendyrkede online-skydespil, vil man måske finde net-delen en smule skrabet. Her er et begrænset udvalg af spilvarianter for op til 12 deltagere. Men netop muligheden for at overraske fjenden fra luften tilfører en nyt strategisk dimension. Desuden nyder du godt af de veldesignede baner, som har masser af vigtige knudepunkter og skumle gemmesteder til snigskytterne. Fryd for øjet Grafisk er Airborne mere end godkendt. Med et godt 3D-kort (testet med 8800GTS) er omgivelserne en fryd for øjet. Detaljer og variation er i top, og de stemningsfulde omgivelser viser tydeligt, om man befinder sig i Italien eller Tyskland. Soldaterne ligner til gengæld hinanden for meget. Et par ekstra ansigter ville have gjort underværker. Lyden er spillets højdepunkt - med potente våbenlyde og autentisk dialog på både engelsk, tysk og italiensk. Du undgår heller ikke den obligatoriske ringen for ørerne, når eksplosionerne kommer lidt for tæt på. Det er efterhånden svært at føje noget nyt til skydespil om Anden verdenskrig. Vi har ligesom været der før. Men selv om Airborne ikke er lige så granatchok-fremkaldende som sin fem år gamle forgænger, opvejes det af de fine nyskabelser. Frem for alt friheden.