Springsteen-koncert: En fest men aldrig et orgie

NORDJYSKEs anmelder har aldrig oplevet så ringe koncertlyd som i Parken tirsdag aften

Bruce var i festhumør, dansede, drak øl og hev folk på scenen og der blev også tid til at spille guitar. Scanpix: Niels Meilvang. Scanpix

Max Melgaard Glavind

15. maj 2013 kl. 15:25
Opdateret 16. maj 2013 kl. 09:27

KØBENHAVN: KONCERT

Bruce Springsteen and the E Street BandTre stjerner ud af seks mulige

Jeg havde aldrig troet, at jeg I min avis skulle opleve, at James Last bliver bedre anmeldt end Bruce Springsteen. Men sådan er det i dag, og det er der kun én grund til: Parken.

Danmarks nationalstadion er landets største arena. Og muligvis den ringeste, når det handler om rockkoncerter. Og tirsdagens koncert med alletiders store rock-ikon, Bruce Springsteen, endte da også med på næsten alle områder at blive en forfærdelig oplevelse.

Hjemmesiden fortæller, at man skal være fremme mindst 45 minutter før koncertstart. Vi var der en time før, og foran os i køen stod vel 20.000 mennesker.

Altså bare ved vores luge.

Alle blev kropsvisiteret, og det gik ud på, at man blev klappet lidt på ærmerne for at føle efter, om der var skjult kameraer, sprængstoffer vodka, knive eller falske kort. Resten af kroppen blev ikke undersøgt, men det tog tid, og da koncerten startede, stod der stadig masser af folk uden for. Det med at lukke folk ind, det magter Parken ganske enkelt ikke. Det er aftenens første katastrofe.

Og man må spørge: Har de ikke prøvet det før, siden at de ikke kan løse sådan en opgave. Skam jer!

Jeg var inde klokken 20:13, og få minutter efter startede musikken.

Da mødte vi den næste katastrofe. Jeg har aldrig – ALDRIG – oplevet værre koncertlyd.

Bas og trommer blev begravet i en mudderpøl af dybe lyde. Intet kunne skilles ad. Det var bare grundlarm fra Helvede.

De højere toner var ikke meget bedre, for rumklangen fra de rå betonflader i Parken kastede sangen tilbage, så man hørte den igen et halv sekund efter. Så også det var en katastrofe.

Og det er synd for Bruce Springsteen, som i den grad var indstillet på at levere varen. Han var i perlende herlig humør. Han dansede med publikum, hev dem på scenen, drak deres øl. Han modtog det ene pizzabakke-skilt efter det andet med sangtitler, og spillede publikums forslag.

Ja, det var nærmest en slags Giro 413 i starten af koncerten. Publikum bestemte, hvad der skulle spilles.

Jeg vil derfor heller ikke afvise, at hvis der har stået/siddet nogle på nogle pladser, hvor lyden har været ordentlig, så har de haft en god koncert. Men det helt store felt af publikum er ganske enkelt til grin for deres egne penge, for de fik aldrig den vare, de havde købt og betalt for.

Mange gange under koncerten stod jeg og tænkte, at hvor ville jeg dog gerne have hørt denne sang på anlægget derhjemme. Fordi det er så herlig en sang. Og fordi det lød så elendigt.

Selvfølgelig lod man sig rive med af de mest kendte og elskede numre. Men kun fordi man kender dem. Ikke fordi det lød godt.

Og nå ja: Bruce er jo heller ikke 35 år længere, og det er hans stemme bestemt heller ikke! Den er end ikke i nærheden af fordums storhed.

Den jammerlige lyd gjorde også, at folk stod og talte, som om de stod i baren på den lokale bodega.

Og det er altså træls, når man er til koncert, at folk bare står og snakker – og dermed ødelægger de få fragmenter af god musik, der trods alt var. Vi taler ikke om nogle få, der snakkede, men om tusinder og atter tusinde der sendte en kakofoni af berusede hverdagsbetragtninger ud over alle os andre. Tag jer dog sammen!

Bruce Springsteen leverede fra sin side varen: Han lavede en fest, men det blev aldrig et orgie. Han var hyggelig at være sammen med på storskærmene. Personligt så jeg ham ikke, for afstanden til scenekanten var for stor. Og storskærmene – ja de var for små og hængte for lavt, til at man også kunne se ret meget lige der.

Til alle jer, der skal til Herning i aften: Glæd jer. Trods alt. Det kan simpelthen ikke blive lige så ringe som i København. Og Bruce: Han har energien og udstrålingen. Men mod Parken kæmper selv guderne forgæves.

Derfor vil jeg også sværge i disse sidste linjer: Jeg sætter aldrig mine ben i Parken igen til en rockkoncert! Altså med mindre jeg får penge for det.