Springvand af glas

Britta Madsen og Søren Gøttrup er netop nu i gang med at lave en meget stor vandkunst til Kalundborg. arkivfoto: jens Morten

Britta Madsen og Søren Gøttrup er netop nu i gang med at lave en meget stor vandkunst til Kalundborg. arkivfoto: jens Morten

Kunstnerparret Britta Madsen og Søren Gøttrup har kastet sig over deres hidtil største projekt til knap en million kroner. De skal lave en stor vandkunst til gågaden i Kalundborg, som skal indvies senere på året. Aalborgarkitekten Willy Rosseel er i gang med at lave en helhedsplan for Kalundborgs bymidte, og i den forbindelse har byen fået en gave på 900.000 kroner fra et bysbarn, som skal bruges til kunst. Arkitekten pegede på Britta Madsen og Søren Gøttrup, og de har ad flere omgange været i Kalundborg og har fremlagt deres skitser til kunstværket, som nu er klar til at gå i produktion. - Værket bliver fem meter høj, siger Britta Madsen. - Der skal være et bassin med en vandtrappe, og for oven skal der være en stor glasskulptur på godt fire meter. Skulpturen består af en mandlig og en kvindelig skikkelse. Og så vil der på bassinkanten hele vejen rundt være en bort med blindskift, fortæller Britta Madsen. Det sidste skyldes, at Kalundborg har landets eneste blindeskole. De enkelte glasstykker i kunstværket vil også illustrere dele af Kalundborgs historie. Madsen og Gøttrup kan naturligvis ikke udføre hele projektet selv. De skal derfor alliere sig med en smed, der kan lave en stålkonstruktion til selve glaskunsten, lige som de også skal have hjælp udefra til at få støbt bassinet og mange andre praktiske ting. Parret vil heller ikke være i stand til at samle kunstværket hjemme i deres værksted. Det er det for stort til, så værket skal samles et andet sted.