Springvand fjernes på grund af hærværk

Det er for dyrt at reparere figur og springvand i Christiansgave

Hjørring 13. september 2002 08:00

HJØRRING: Forrige nytår ødelagde ukendte gerningsmænd den lille figur på springvandet i Christiansgave, så den måtte repareres af en gørtler. Senere blev den igen udsat for hærværk, så byrådet måtte sætte 500.000 kr. af på budgettet til reparation. Men figuren bliver nu taget ned og midlertidigt stillet i magasin, da udvalget for teknik og miljø har valgt at spare beløbet som led i budgetforhandlingerne. - Det er kedeligt, at folk ikke kan lade figuren være, men konsekvensen bliver altså, at vi piller den ned. I disse sparetider vil vi hellere fjerne figuren, end skære et antal minutter af en serviceopgave, siger Ole Ørnbøl (S), der er formand for udvalget for teknik og miljø. Udvalget traf sin beslutning efter råd fra gørtleren. Figuren er i meget dårlig stand, men den bliver dog ikke skrottet, blot midlertidigt fjernet. Hvis kommunen på et senere tidspunkt kommer til penge, eksisterer muligheden for at reparere den og stille den op igen. Figuren har tilbragt de seneste vintre på kommunens materielgård for at skåne den. Figurens oprindelse fortaber sig i fortidens tåger, hvis man spørger de kommunale embedsmænd. Ifølge Ole Ørnbøl har de nemlig forgæves ledt efter papirer, der kan forklare, hvem der har foræret kommunen figur og springvand. Embedsmændene har ikke mindst ønsket at se eventuelle papirer for at finde ud af, om kommunen har forpligtet sig til at have figuren stående. Men søgning i arkiverne har været forgæves. Indviet i 1904 NORDJYSKE har med hjælp fra Ruth Hedegaard på Historisk Arkiv i Museumsgade fundet nogle få oplysninger i en gammel artikel i Vendsyssel Tidende. Figuren, der blev indviet i Christiansgave i 1904, er en gave fra Grundlovsfesternes fond. Fonden samlede 1000 kr. ind til figuren og forærede beløbet til Hjørring byråd, der skulle sørge for at stille figuren op. Af artiklen fremgår det, at figur og opsats er "4,5 alen høj og vejer ca. 900 pund" samt, at figurens opsats er lavet af kongelig bronzestøber Laur. Rasmussen. Man ved også, at initiativtageren til springvandet var daværende plantageinspektør Jørgen. H. Nielsen, der havde haft planerne liggende i mange år, før de endelig blev realiseret. Kunstudvalgets ideer Der bliver fremover en bar plet i Christiansgave, da hele springvandet fjernes. Hvis der senere skal en vandkunst op på stedet, så forestiller udvalget sig, at man kunne lave den med et vandbesparende regnvandsmagasin, så man kan spare på drikkevandet. Hjørringenserne kommer ikke nødvendigvis til at undvære kunst på netop den plet. Udvalget for teknik og miljø håber, at kommunens kunstudvalg vil tage stilling til ny kunst på stedet. - Kunstudvalget har måske en god ide. Hvem ved? Det kunne jo også være, at det kunne finde nogle penge til et nyt projekt på stedet, siger Ole Ørnbøl. Kunstudvalget har tidligere fremtryllet kunstværker til glæde for hjørringenserne ved samarbejde med lokale virksomheder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...