Sprinklere øger højde på højhuse
Brandkrav med til at hæve bygningshøjde på Østre Havn fra 40 til 45 meter

De to højhuse er tegnet af schmidt hammer lassen architechts. For de øvrige byggerier af lignende højder, der skal bygges på Østre Havn, er der ikke krav om konsekvensanalyse, fordi disse erstatter eksisterende bygninger eller er ombygninger af sådanne.
AALBORG:Særlige brandkrav betyder, at de planlagte boligejendomme yderst på Østre Havn i det, der hedder Kilens Kvarter, nu planlægges bygget højere end oprindeligt planlagt.
Torsdag skal teknik- og miljøudvalget tage stilling til en såkaldt ”Konsekvensanalyse for højhusprojekt”, hvori der for den højeste bygning på 11 etager opereres med en højde på 45 meter.
I den oprindelige skitse var de 11 etager indeholdt i et byggeri på 40 meter.
Af tilvæksten på fem meter er de 3,5 meter begrundet med særlige brandkrav, mens resten forklares med et elevatortårn med en højde, der svarer til en fuld etage.
- Den ekstra halve meter per etage skyldes brandmyndighedernes krav om, at der skal installeres sprinkleranlæg, forklarer Bjarne Husted, projektchef hos A. Enggaard, der ejer Østre Havn.
Kravet om sprinkleranlæg hænger sammen med den udbredte brug af glas i bygningens facader.
- De store glaspartier betyder, at der ikke er halvanden meter betonfacade mellem de enkelte etager, fortæller projektchefen.
En kortere afstand - målt i beton - mellem etagerne, betyder at en brand alt andet lige lettere vil kunne brede sig opad.
Som et alternativ til en sådan passiv brandbekæmpelse tillader brandmyndighederne et aktivt slukningssystem i form at et sprinkleranlæg.
- Og fordi det optager noget plads, er vi nødt til at lægge ekstra højde på hver etage, siger projektchefen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.