Sprinternes evige toer følte sig sikker på OL-guld

200-meterkongen Andre De Grasse var aldrig i tvivl om, at han nok skulle vinde et stort mesterskab.

Andre De Grasse er olympisk mester i 200-meterløb.

Andre De Grasse er olympisk mester i 200-meterløb.

TOKYO:Den canadiske sprinter Andre De Grasse følte sig sikker på, at han onsdag ville gøre op med det lidt nedladende stempel som sprinternes evige toer.

Det siger den 26-årige canadier, efter at han onsdag fik ret i sin antagelse og vandt OL-guld i 200-meterløb ved legene i Tokyo.

Det var hans første guldmedalje ved et stort mesterskab. Før onsdagens løb havde han fire OL-medaljer og fire VM-medaljer, men ingen af dem var af guld.

- Jeg vil have, at alle skal vide, at jeg chokerede verden. Jeg ved, at alle sagde, at amerikanerne ville vinde, men det her var mit øjeblik.

- Jeg vidste, at jeg havde det i mig, og jeg ville bare gå ud og udføre mit job, siger Andre De Grasse efter triumfen.

Han så stærkest ud fra start til slut i finalen, som vandt han i tiden 19,62 sekunder.

På samme distance måtte han nøjes med andenpladsen ved OL i Rio for fem år siden, da han ikke kunne matche fænomenet Usain Bolt. Andre De Grasse har også en VM-sølvmedalje på distancen.

Medaljesamlingen tæller også to VM-bronzemedaljer i 100-meterløb og to OL-bronze i 100-meterløb - den seneste blev hentet i søndags.

Andre De Grasse medgiver, at det har været hårdt at være kendt som ham, der altid var lige ved og næsten.

- Jeg har trænet hårdt, og jeg har håndteret modgang og skader. Men jeg har hele tiden haft støtte fra mine sponsorer, min familie og mine venner. De har aldrig givet op på mine vegne, selv om jeg nogle gange har været ved at give op selv.

- De blev ved med at sige, at jeg havde mere i mig, og at jeg ikke skulle lade mig påvirke af medierne og presset på mig, men blot være mig selv, siger Andre De Grasse.

Amerikanerne Kenneth Bednarek og Noah Lyles tog sølv og bronze i konkurrencen. Dermed skal man fortsat tilbage til 2004 for at finde en amerikansk OL-guldvinder i enten 100- eller 200-meterløb på herresiden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.