Færdselsforseelser

Spritbilist dømt for at true landbetjenten

SINDAL:En 32-årig mand fra Hørmested var plakatfuld, da han den 22 januar, i en varebil, kørte galt i krydset Oremosevej/Hjørringvej. Sindals landbetjent kom tilfældigvis forbi i civil, lige efter at trafikuheldet var sket. Den 32-årige havde i mellemtiden ringet efter sin kæreste, og da han forsøgte at sætte sig ind i hendes bil, blev han hevet ud af betjenten og lagt ned på asfalten. Landbetjenten forklarede i retten i Hjørring, at han efterfølgende blev udsat for alvorlige verbale trusler - at han ville blive smadret næste gang de mødtes. Den tiltalte benægtede truslerne , men erkendte at han havde været stærkt beruset. Hans promille blev da også målt til 2,54. Og det er ikke første gang, at den 32- årige kører spritkørsel. To gange tidligere er han blevet fradømt kørekortet for bestandig, og afsoner lige nu en anden dom for spritkørsel. Han forklarede i retten, at han nu havde fået styr på sit alkohol-problem og tager antabus. Ud over spritkørsel og truslerne blev den 32-årige også dømt for besiddelse af ti gram hash. Den gentagne spritkørsel uden kørekort fyldte mest i dommen på 40 dage. Men trusler mod embedsmand i funktion blev også takseret til ubetinget fængsel. Han skal også betale en bøde på 2500 kr. Den 32-årige modtog dommen.