Færdselsforseelser

Spritbilister involveret i færre ulykker

Små 14.000 bilister fanget i 2008

færre spritbilister registreres nu i ulykker. Arkivfoto: Jan Pedersen

færre spritbilister registreres nu i ulykker. Arkivfoto: Jan Pedersen

KØBENHAVN:I 2008 blev næsten samme antal spirituspåvirkede trafikanter anholdt som i 2007. Men færre var med i færdselsuheld, viser tal fra Rigspolitiet. Politiet fik sidste år fat i 13.911 spirituspåvirkede trafikanter. Det antal er på niveau med året før, hvor det drejede sig om 14.568 bilister, knallertkørere, lastbilchauffører og motorcyklister, der havde drukket for meget til at køre lovligt. 2700 af de anholdte spritbilister blev opdaget i forbindelse med færdselsuheld, hvor de var impliceret. I 964 af uheldene var der personer, som kom til skade. I 2007 var der 2931 spiritusrelaterede færdselsuheld, så der er tale om et fald på lidt under otte procent. - Det er en positiv udvikling, at vi sidste år havde 231 færre spiritusulykker, siger Helge Holbek, der er politiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter. De 13.911 spirituspåvirkede trafikanter i 2008 svarer til, at politiet hver dag anholder 38, som blæser alkometeret op over 0,50 promille. /ritzau/