Færdselsforseelser

Spritdom ryster mor til dræbt dreng

En betinget frakendelse af førerretten, 30 timers samfundstjeneste og en bøde på 6000 kroner.

- Hvor er retfærdigheden? Jeg savner min dreng hver eneste dag, siger Gitte Bertelsen, Asaa, der stadig ikke har opgivet tanken om at få en form for retfærdighed via et civilt søgsmål. På forhånd vidste Gitte Bertelsen godt, at retssagen i Retten i Aalborg ikke ville ende med nogen hård straf til den 27-årige mand, der 11. maj kort efter midnat var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt i den forkerte tilstand. På Loftbrovej mellem Nørresundby og Vodskov ramte hans bil Gitte Bertelsens søn Thomas og hans kammerat Christian. De to drenge var på en knallert ved at forlade et hus, hvor de havde besøgt nogle venner. Manden forklarede til politiet, at knallerten uden lys pludselig kørte ud foran ham, og at han ikke kunne undgå at ramme drengene. Politiets undersøgelser ledte til samme konklusion: Drengene kørte ud fra et sted, hvor de havde ubetinget vigepligt, og den kendsgerning, at bilisten var kraftigt spirituspåvirket, havde ikke nogen indflydelse på ulykken. Drengene ikke nævnt På det grundlag blev sigtelsen om uagtsomt manddrab droppet, og sagen mod bilisten endte med udelukkende at handle om spirituskørsel. Da han tirsdag fik sin dom, blev omstændighederne med de to døde drenge end ikke nævnt undervejs i sagen, der var overstået på et kvarters tid. Dommen følger ganske normal praksis i spiritussager, men for de pårørende på tilhørerpladserne var det hele alt andet end normalt. - Vi ville gerne have set en reaktion, at han havde vist sin menneskelige side. Men det gjorde han ikke, og det gjorde meget ondt på os allesammen, siger Gitte Bertelsen. - Jeg ønsker ikke alt ondt for ham. Slet, slet ikke. For mig er han også et menneske, og han har det også svært. Men jeg sad der i retten og tænkte ”så kom dog med en reaktion”. Hvis han havde vendt sig om og vist, at han var ked af det - det havde betydet noget. - Han har trods alt sat sig ind i en bil med en promille på 2,16. Vi hører hele tiden om kampagner mod spirituskørsel og at det skal have konsekvenser at køre i påvirket tilstand. I den her sag giver man nærmest bare manden et lille rygklap. For mig har han ikke fået nogen straf - det er fuldstændig uhørt, det her, fastslår Gitte Bertelsen. Ny advokat? - Det var et temmelig stort chok, at dommen blev, som den gjorde. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men da i hvert fald, at han havde mistet kørekortet. Min advokat siger, at der ikke er noget at gå videre med, at det ikke nytter noget med et civilt søgsmål. Men jeg kan ikke bare læne mig tilbage nu. Måske må jeg finde mig en anden advokat, funderer den ulykkelige mor, som under alle omstændigheder højst kan få spritbilisten dømt til at betale erstatning, hvis hun vinder et civilt søgsmål. Undervejs i forløbet har Gitte Bertelsen klaget til statsadvokaten over politiets beslutning om ikke at køre en sag om uagtsomt manddrab. I klagen anførte hun, at der ifølge de dræbte drenges venner var lys på knallerten. Desuden er der andre omstændigheder i sagen, som Gitte Bertelsen og andre pårørende ikke kan få til at hænge sammen - ikke mindst tvivler de på, at drengene rent faktisk kørte direkte ud på vejen foran bilisten. - Min søn var smurt ind i jord fra top til tå. Da han lå død på sygehuset, lagde jeg min hånd i hans hår. Det var fyldt med jord, og han havde jord i ører, øjne og alle vegne. Desuden havde han en dunjakke på, da han blev ramt, og den ville være blevet flænset i stykker, hvis den var blevet slæbt 31 meter hen over asfalten. Alt i alt kunne det godt tyde på, at drengene slet ikke kørte ud på vejen, men at de holdt i vejsiden, fremhæver Gitte Bertelsen. Hos statsadvokaturen i Aalborg blev Gitte Bertelsens klage over politiets konklusion behandlet af statsadvokatfuldmægtig Mette Høg. Hun påpeger, at sagen blev overvejet særdeles grundigt, inden man gav politiet medhold. - Sagen er blevet nærlæst herinde, ikke bare af mig, men også af en anden. Og konklusionen blev altså, at der ikke var beviser, som ville kunne føre til, at manden kunne dømmes for uagtsomt manddrab. Jeg kan sagtens forstå, at forældrene i sådan en tragisk sag vil lede efter enhver mening, og ulykken berørte også mig selv meget - men rent strafferetligt er der ikke noget at komme efter. Jeg føler mig tryg ved afgørelsen, konstaterer Mette Høg.