Gymnasiale uddannelser

Sprog i makulator

Problemet med dansk er misrøgt. Gud bevare det danske sprog. Danskerne kan ikke, skriver Bjarne Segefjord

Bjarne Segefjord

Bjarne Segefjord

Jeg sidder tit og tænker på det danske sprog. Jo mere jeg tænker, des mere fortvivlet bliver jeg. En psykiater ville sikkert anbefale mig at holde op med at tænke så meget på det danske sprog. Det betragtes alligevel som en syssel for en marginaliseret gruppe. Alle kan jo dansk – ikke sandt? På samme måde som alle kan opdrage børn på en hensigtsmæssig måde. Men sådan er virkeligheden ikke. For et par uger siden var jeg til et projektmøde med kommunens skoledirektør. Jeg tillod mig at besvære mig over, at lærerseminarierne i en årrække har uddannet lærere, der ikke er kvalificerede til at undervise i dansk. Jeg har oplevet adskillige af slagsen. Skoledirektøren modsagde mig ikke, men lagde til, at han kendte lærere i kommunen, som han ikke ville have til at skrive sine breve. EFTER ET KURSUS på Danmarks Journalisthøjskole for et kvart århundrede siden fulgtes jeg hjem til København med en journalist fra det nu gravlagte Aktuelt. Vi drøftede blandt andet interpunktion, og jeg viste infinitivkommaet hen, hvor peberet gror. Det var helt nyt for hende, for hun havde lært, at der altid skal komma foran at. Ved simpel sætningsanalyse påviste jeg vranglæren. FOR EN HALV snes år siden var jeg lærer i pædagogik på et seminarium for vordende socialpædagoger. Blandt mine i alt 75 studerende fordelt på tre klasser var der folk med studentereksamen, fuld Hf og dem i mere moden alder, der havde en uddannelse bag sig, men som nu gerne ville “have med mennesker at gøre”. Til en sådan uddannelse hører et vist mål af skriftlige arbejder. Min fordom var en forventning om, at de med huen, hvad enten med rødt eller blåt kantbånd, måtte være bedre til at udtrykke sig skriftligt end de, der havde gået i “livets skole”. MEN JEG indså hurtigt, at det kunne jeg glemme alt om. Uvidenhed om sproget dansk var jævnt fordelt med yderpunkterne “stilistiske begavelser uden hue” til noget nær “funktionelle analfabeter med hue”. Deres tekster var garneret med stavefejl, grammatiske uhyrligheder, støj i tegnsætningen og fidivov i “sætningerne”, som gjorde dem uforståelige. De studerende med hue var brødebetyngede, mens de andre forsvarede sig med, at de ikke havde lært så meget i skolen. Men alle var enige om, at hvis jeg kunne stable nogle danskkurser på benene, ville jeg få kunder i butikken. De ville endog bruge deres fritid på at lære noget mere dansk. Jeg bragte emnet op på et lærermøde. Alle var enige om, at en styrkelse af de studerendes danskkundskaber var højst tiltrængt, men desværre var der ikke økonomi til det. FOR NYLIG var jeg gæstelærer på et gymnasium. De tre gymnasieklasser arbejdede med poesi. I løbet af undervisningen gik det op for mig, at eleverne ikke kunne gøre rede for, hvornår et ord står adjektivisk i sætningen, hvornår adverbielt. I min skoletid kunne vi det knold i 3. mellem. Vi skulle jo også bruge den viden inden for fremmedsprogene. For så vidt er den viden ligegyldig for en håndværker, en landmand eller en professionel fodboldspiller, men for den, der lægger op til en akademisk uddannelse, hvad enten naturvidenskabelig eller inden for humaniora, kan man ikke lade fem og syv være lige, for enhver højere uddannelse kræver en vis bemestring af sproget. Et par danskstuderende i min omgangskreds kunne oplyse mig om, at der ikke er råd til grammatikundervisning i gymnasiet. FORAN SPEJLET tager jeg mig somme tider i at betragte en gammel, sur Jeronimus, der nidkært tilstræber optimal korrekthed i sproget, en kedelig pedant og absolutist, der jagter alt og alle med den røde gåsepen. Men kan jeg ikke finde på en undskyldning for denne mentale status, så kan jeg i hvert fald komme med en forklaring. Indlysende nok udvikler et sprog sig. Denne udvikling kan vi så skændes om, og det gør vi også. Men vi kommer ikke uden om det faktum, at denne udvikling sker inden for rammerne af Dansk Retskrivning. Hvad jeg efterlyser i sprogundervisningen er korrekthed, sproglig opmærksomhed og analyse. Lovgivningsmæssigt er offentlige myndigheder forpligtet til at henvende sig til borgerne på retskrivningens fundament. Faktisk er myndighederne ret gode til dansk. TIL GENGÆLD er sproget kedeligt. Ligeledes er der lovkrav om, at fabrikanter af elektronisk udstyr sammen med varen skal levere et på dansk forståeligt manual. Her går det ikke alene galt. Her går det rivegalt! Jeg, der ellers nok kan læse, må ofte henvende mig til en nørd, som intuitivt har løst et problem. Helt ude i hampen er computernes stave- og grammatikkontrol. Selv i sprogprogrammer for udlændinge har jeg oplevet triste svipsere. For mange år siden brugte jeg avisen i danskundervisningen. Det er jeg for længst holdt op med. I DEN I dagbladene daglige jammer over sprogets forfald er hovedtemaet det engelske sprogs indtrængen på dansk sprogområde. Jeg finder den holdning rædselsfuld og provinsiel. Engelsk beriger vort ordforråd. Skulle jeg endelig brokke mig over anglicismer – og det gør jeg da gerne – vil jeg anholde udtryk som opstart, at starte op og åbne op som udtryk for grufuldt dansk. Alene verbet starte er problematisk. Men udtrykkene har bidt sig fast. Kampen mod engelsk er en kamp mod vejrmøller. Vi kan såmænd godt belave os på, at engelsk vil annektere sprogligt terræn inden for de universitære uddannelser. Udviklingen er i gang, og det er da helt i orden, eftersom engelsk er et universelt sprog, og ethvert universitet må tilstræbe det universelle. PROBLEMET MED det danske sprog er misrøgt. Det handler om kortslutning i den semantiske analyse, om reduktion af vokabulariet, om begrebsforvirring og om sjuskeri med bøjningen af visse verber. Det må formodes, at øldrikkere undgår Fad øl (set på skilt). De foretrækker Fadøl. Kun et fåtal af danskere kan forklare forskellen på nogen og nogle. For nemheds skyld bliver det hele til nogen. Ligeledes kan kun et fåtal gøre rede for, hvornår man skal skrive uden for eller udenfor. Ligervis med indenfor/inden for – etc. Hundyr bliver ikke længer drægtige – næ, de bliver gravide. Heldigvis har vi endnu ikke hørt om en drægtig kvinde. Udsagnet: Han inviterede sin kone på natklub, giver sikkert ikke problemer, men bliver udsagnet formuleret således: Han inviterede hans kone på natklub, svarer jeg ikke for følgerne. Hvornår skal man skrive ad, hvornår af? Den er skrap, men reglen kan læres af almindeligt begavede elever, hvis altså lærerne kender den. Der er ofte tvivl om, hvorvidt man hang eller hængte en forbryder, og om den nøgne pære i slumkollektivet hang eller hængte fra det afskallede loft. Det ses somme tider, at terrorister vil springe en bro i luften, og når udåden er gennemført, er broen sprunget i luften. Heldigvis synes alle enige om, at den sprængte and ikke er sprunget nogen steder. DEN NU GENNEM mange år historieløse skole har afstedkommet huller i den almene dannelse og den parate viden. Navnlig journalister skvatter i, når de skriver den gotiske knude. De må have opsnappet, at gotikken har med arkitektur eller historisk periode at gøre, og så skal det nok passe, at der har været en knude et eller andet sted. De har givetvis aldrig hørt om Alexander Den Stores erobring af Gordien. Jeg har flere gange set de Vises sten forvandlet til de vise sten. Her svigter igen den historiske kobling. Denne gang til alkymisternes eksperimenter. JEG ER passioneret lystsejler, men ikke så rutineret, at jeg tør dyrke solosejlads. Og jeg vil da også gerne dele min glæde med andre. Derfor plantede jeg følgende opslag på nogle højere læreanstalter: “Skipper søger makker(e). Jeg har sejlbåden. Du har lysten til at sejle. Sejlererfaring ingen hindring og ingen betingelse. Lysten og talentet tæller. Alder og køn underordnet. Togtområde: Limfjorden og indre danske farvande. Er du mønstringsklar så henvend dig til … mit navn, adresse – etc.” Det er da en tekst med lavt lix-tal. Jeg modtog en mail med følgende ordlyd: “Goddag. Jeg har set deres ansøgning om at finde en fisker på Aalborg universitet. Jeg er meget intereseret i at høre mere om det. Hvad lønnen og timerne er og hvor det sker? Jeg går selv på universitetet, hedder ….. og er 28 år. Jeg har prøvet at ringe to gange uden resultat, derfor denne email. Jeg håber at de svarer. Med venlig hilsen”... Lyver manden for mig? Går han virkelig på universitetet? Hvordan i alverden er det gået til, at han er blevet immatrikuleret? Gud bevare det danske sprog! Danskerne kan ikke. [ Bjarne Segefjord, Søndregårde 1, Øland, er forfatter. E-mail: bjarne.segefjordmail.tele.dk.