EMNER

Sprogkrig hærger igen

BRUXELLES: De to sprog fransk og flamsk har i den seneste tid udgjort en alvorlig trussel mod Belgiens regering. Men fredag fik premierminister Guy Verhofstadt parlamentets opbakning med stemmerne 97-50 i en tillidsafstemning. Dermed regner han med, at sprogkrigen i denne omgang er lagt på is. Den politiske krise bunder i de tre bogstaver, BHV. Forkortelsen står for Bruxelles-Hal-Vilvoorde, der er en valgkreds i Bruxelles-egnen med både flamsk- og fransktalende partier. Her er der opstået en betændt konflikt om, hvor de forskellige områder skal opdeles mellem de to sprogsamfund. Det er ikke første gang, at der opstår krise med rod i de to samlevende sprog i Belgien. Ifølge det belgiske magasin the Bulletin, har krisen blandt andet betydet, at franske ord på vejskiltene er blevet malet over. Et andet eksempel stammer fra den flamsktalende kommune, Brabrant, hvor myndighederne nægter at kommunikere på andet end flamsk, og hvor alle breve konsekvent bliver besvaret på flamsk. Tidligere har der desuden været demonstrationer med udspring i sprogkrigen. I Belgien taler omkring 40 procent fransk og 60 procent flamsk. /ritzau/