Udenrigspolitik

Sproglærer: Sanktion rammer få

} Forslaget om at straffe familiesammenførte indvandrere økonomisk, hvis de ikke lærer dansk, kommer ikke til at ramme ret mange mennesker. Langt de fleste familiesammenførte, der kommer til Danmark i dag, er nemlig interesseret i at lære dansk, viser erfaringen på Århus Kommunes Sprogcenter. Ifølge et forslag fra integrationsminister Bertel Haarder (V) skal myndighederne efter tre år tjekke, om familiesammenførte har fulgt deres danskundervisning. Hvis det ikke er tilfældet, og de ikke har en gyldig grund til at blive væk, skal de straffes med bøde. Men den slags sanktioner er slet ikke nødvendige, mener afdelingsleder på Århus Kommunes Sprogcenter, Birgit K. Hansen. - Når vi får henvist personer, som er omfattet af integrationsloven, så kommer de stort set alle sammen til danskundervisningen. Det bliver mere og mere udbredt, at de, der kommer til landet, også finder det nødvendigt at lære dansk. Jeg mener derfor ikke, at man behøver sanktionere. Oplysning og dialog kunne være lige så godt, siger hun./ritzau/