Sproglig uanstændighed

EMNER 1. juli 2003 08:00

En Lean Beck, der betegner sig som forfatter og foredragsholder, besværer sig i NS 19.06.2003 i et læserbrev over en anden læserbrevsskribent. Nu må jeg med skam at melde indrømme, at jeg aldrig i mit liv har hørt om en forfatter ved det navn, hvilket naturligvis ikke behøver at være L. Becks skyld. Det er åbenlyst, at begreber som anstændighed og lidt almindelig god gammeldags takt og tone ikke på nogen måde indgår i L. Becks univers. Det spændende ved læserbreve og debatfora er folks mulighed for at give udtryk for forskellige meninger og holdninger. Skribenterne er ikke nødvendigvis enige og behøver bestemt heller ikke være det. Faktisk er det som oftest diversiteten i læserbrevene, der giver dem liv og nerve. Forudsætningen for en ordentlig debat på et niveau, der er til at holde ud at læse, må altid være respekt for andres synspunkter og anvendelse af et sprog, der reflekterer denne respekt. Når denne såkaldte forfatter Beck udøser al sin opslemmede galde over en kollega i læserbrevsbranchen med ord som "uvidenhed", "tåbelige", "manglende intelligens", "hjerneløse","pauseklovn" og lignende linguistiske uhyrligheder, anlægger Beck et sprogligt niveau, som i flabethed formentlig og forhåbentlig ligger uden for bedømmelse for de fleste almindelige mennesker, og Beck kommer derved formentlig uforvarende til at karakterisere sig selv i langt højeregrad end sin modpart. Der må på trods af forskellighed i meninger kunne forlanges et vist minimumsniveau for anvendelse af ukvemsord og sproglige platheder i læserbreve. Ved nærmere eftertanke er der vist en ganske god grund til, at jeg ikke kender denne "forfatter og foredragsholder" Beck. Læserbrevet har egentlig heller ikke givet det mindste incitament til at komme til det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...