Spurven sidder der stadig

En rollemodel med økse. En rollemodel med håndbold. Og en rollemodel med knust vandglas.

Kanonen var ellers både meget stor og meget omtalt, og fyret af blev den også - men den ramte ikke, hvis man skal tro kommentarerne fra ugen i forbindelse med femåret for daværende kulturminister Brian Mikkelsens dengang meget opreklamerede Kulturkanon. Sådan en skal man ikke forsøge at skyde gråspurve med - og spurven sidder da også stadig stum bag sin kvist. For ammunitionen, der jo skulle være kommet fra skolerne, kom ikke. Skolerne havde ikke råd til krudtet - for de fik jo ingen reelle værdier med i pakken fra ministeren, kun værdikampsværdier - og dem kan man altså ikke udvide undervisningen i dansk og litteratur og umistelige værdier for. Mængden af omtale fejlede heller ikke noget, da tegneren Kurt Westergaard i januar sidste år havde besøg af en vred forsvarer af profeten Muhammeds værdier - herunder retten til at forblive uportrætteret - en mand, der gerne ville sætte handling bag ordene om, at folk ikke skal finde sig i enhver form for hån og spot af deres guddomme. Det gjorde han så med en økse, mens tegneren som bekendt søgte ly i sit sikkerhedsrum, indtil politiet ankom. Rollemodeller? Nu er forløbet så blevet skildret på kryds og tværs i retten i Aarhus, hvor den somaliske øksemand har optrådt velklædt og civiliseret, kun med et lille skæg omkring munden og med en beretning om, at han slet ikke ville dræbe tegneren, kun skræmme ham. Den tidligere pædagogmedhjælper fra Aalborg havde tydeligvis rigtig meget held med den del af forehavendet, som han praktiserede ved at hærge tegnerhjemmet med sin økse for øjnene af tegnerens femårige barnebarn. Den detalje bør måske tages med i ansættelsessamtalen, hvis han senere i livet vil tilbage i pædagogmedhjælperfaget. Det er jo en kendt sag, at danske institutioner ofte klager over mangel på maskuline, handlekraftige rollemodeller. A propos rollemodeller - så har det da været vidunderligt at følge dem på skærmen fra Målmø, mens de hamrede løs til gotens hjelme og hjerner kunne lære det. Australiere, rumænere, serbere, algierere og så i aftes Kroatien (det resultat kendtes ikke ved Tv-Sofaens afleveringstid, men vi er under alle omstændigheder videre). Ikke nogen glad mand Det har jo været helt fantastisk - at se en Wilbek, der kan se sur og sammenbidt og rødkindet utilfreds ud, selv når målforskellen passerer de 12 mål, ja, selv når den runder de 35! Han er ikke nogen glad mand udenpå. Vi andre er. Det har været en fryd til nu. Og alle frynsegoderne: Hans "Majestæt" Lindberg. Den mand kan jo flyve - om ikke over Atlanten, så i hvert fald hen over hele feltet og den målløse målmand. Det er en særlig fornøjelse at følge kommentarerne fra skærmen. De bevæger sig i en let gennemskuelig bølgetakt med begivenhederne på banen - og så med et ekstra nyk: Går det fremad er sejren sikker, gutterne geniale, fremtiden lys, strategien genial, Wilbek er Gud og alt er smukt og vidunderligt. Og efter et par minutters modgang følger glædesbølgen straks med tilbage, Wilbeks dispositioner er ubegribelige, kommentatorerne har klare, logiske tanker om, hvordan der burde have været stillet op og skiftet ind og ud og hvorfor i alverden er det lige, at vi ikke skal have den og den kombination op at køre på stregen. Storm i knust vandglas Men sådan er det jo: Vi er alle kommentatorer, når bolden flyver, med sjæl og hjerte svejset sammen med de store, tunge, flyvende drenge i rødt og hvidt. Vi kan alt, når de kan, og lige så lidt, når det går tilbage for dem. Og det er godt - for der er meget, vi gerne vil have opmærksomheden fjernet fra for en stund: Som når TV 2 kan fortælle os, at lægerne på Herlev Sygehus kan finde på at nægte os genoplivning, hvis vi bruger rollator! Det fusede ganske vist lidt ud som en pseudonyhed, men holdningen eksisterer faktisk. Så er det mere ligetil at opleve Ole Sohn og Claus Hjort Frederiksen i holmgang, når stormen i vandglasset går så højt, at Claus Hjort kommer til at knuse det. Man kan få våde pletter på skjorten på flere måder. Det bragte lystige mindelser til partifællen Bertel Haarders "Pis mig i øret!"-bersærkergang i julen. Så er der da liv i kludene. Løntryk Og ærlig snak er godt for debatten. Det var også først for et par dage siden, der endelig var en arbejdsgiver, der fik samlet modet til at sige det åbent: Når vi skal af med efterlønnen, handler det hverken om at vi skal arbejde mere eller skabe plads til de unge på arbejdsmarkedet. Det handler om at sende så mange ud i arbejdsløshed, at vi kan få trykket lønnen helt der ned, hvor den skal ligge, hvis Danmark skal kunne konkurrere. Længere er den ikke. Klar tale. Så ved vi, hvad det er vi stemmer om.