Spyt er vold

KØBENHAVN:En længe ventet dom fra Højesteret satte fredag skabet på plads. Fremover ved landets anklagere, at sager om spytteri er at betragte som voldssager. Sagen kan synes bagatelagtig, men dommen gør en ende på flere års juridisk diskussion. En i dag 26-årig mand spyttede i 2004 en bagerekspedient i ansigtet, da han blev sur over, at han ikke kunne få en sandwich med æg og rejer. Både ved byretten og landsretten blev han dømt for vold, men begge steder var der uenighed på dommerpodiet. Under sagen argumenterede anklageren, vicestatsadvokat Jesper Hjortenberg, for, at en spytklat var på niveau med vold, fordi man også dømte for vold i sager, hvor folk havde fået en spand vand i hovedet. Forsvareren, Frank A. Wenzel, mente derimod kun, at spytteri kunne takseres som æreskrænkelse. Den unge mand er tidligere dømt for vold og havde en betinget dom stående “på bankbogen”. Han endte derfor med at blive straffet med 20 dages fængsel. /ritzau/