SSB endte på uafgjort mod favoritter fra Borup

SERIE 2, PULJE 8 Storvorde Sejlflod B - Borup (0-2) 3-3 Mål: 0-1, 0-2, 1-2 Thomas Søndergaard, 2-2 Michael Madsen, 3-2 Anders Meldgaard, 3-3 STORVORDE: SSB havde lavet research på Borup i løbet af ugen op til kampen, og konstateret at Borup i løbet af kampen normalt øger tempoet og "kører" modstanderen over, hvilket ni sejre og en uafgjort i 10 kampe også tydeligt viser. Så SSB kunne vente en meget svær kamp, med gæsterne i favoritternes rolle. Borup tog SSB fuldstændigt på sengen, da holdet lige fra kampens start angreb med fuld skrue. Som SSB holdleder Carsten Christensen udtrykte det: - Borup kørte på i et tempo, som jeg aldrig før har set i en serie 2 kamp!. Det lykkedes for SSB at modstå det indledende pres, selvom Thomas Søndergaard måtte sparke væk en enkelt gang fra egen målstreg. Efterhånden kom SSB mere med i kampen, og så slog Borup til med et flot hovedstødsmål, mens topholdets held ikke fornægtede sig, da et langskud fem minutter før pausen blev rettet af, så det ændrede så meget retning, at SSB's målmand var prisgivet. Trods 2-0 nede var SSB fulde af fortrøstning til 2. halvleg, da holdet havde spillet en god første halvleg. Så holdet fortsatte på samme måde efter pausen, og fire minutter inde i halvlegen kom reduceringen ved Thomas Søndergaard. Midt i anden halvleg headede Michael Madsen på mål efter hjørne, hvor bolden bliver reddet af Borups målmand, men efter linievogterens vurdering skete redningen inde i målet, hvorfor der var udlignet til 2-2. Borup var mildest talt ikke enige i kendelsen, hvilket medførte megen brok og dramatik, og som følge heraf tre gule kort til Borup. I det efterfølgende spil 11 mod 8 udnyttede SSB den talmæssige overlegenhed på banen til at bringe sig på 3-2 ved Anders Meldgaard, mens Borup i kampens slutfase fik udlignet da SSB havde en mand udenfor med et gult kort. SSB holdleder Carsten Christensen: - Uafgjort var et fair resultat af opgøret, hvor vi fulgte op til de senere runders gode spil, men nu er det OK med en sommerpause til at blive småskader med videre kvit. jeege