SSB-træner tror ikke på oprykning fra serie 2

STORVORDE-SEJLFLOD:Fodboldtræner Ole Kristensen har taget hul på sin fjerde sæson i SSB med samme trup som i fjor, men regner ikke sit eget hold som oprykningskandidat, selv om holdet har besejret AaBs serie 2-hold med 2-0, og det netop er AaB og LKB, som Ole Kristensen tror mest på. SSB har aftalt en lang række træningskampe, inden det for alvor går i gang i selve serie 2-puljen, der har nummer otte og udover de nævnte rummer fire oprykkerhold, IK Frem Sønderup-Suldrup, Vester Hassing GF, Vaarst-Fjellerad BK og Aalborg KFUM, samt Nørresundby BK, Skelund IF, Støvring IF, B 52-AFC og Vejgaard BK. SSBs holdleder hedder i øvrigt for 25. sæson i træk Karsten Christensen, og han lader sig ikke slå ud af, at der ikke er kommet nye spillere til i år. Han håber, at truppens yngste i flokken snart vil vise, at de er parate til at tage over for alvor efter de ældste og mere rutinerede.