Coronavirus

SSI anbefaler at genoverveje julerejser på tværs af landet

Tænk nøje over, hvor mange mennesker, du skal se i julen - og om du rejser fra et område med høj smitte, lyder opfordringen

Arkivfoto; Torben Hansen

Arkivfoto; Torben Hansen

KØBENHAVN:Traditionen tro rejser mange danskere fra hovedstadsområdet ud i resten af landet for at holde jul. Men familier bør i år genoverveje, om det er en god idé.

Sådan lød meldingen fra Statens Serum Institut (SSI) på et pressemøde torsdag.

- Det er op til den enkelte familie at overveje, om det er den helt rigtige måde at gøre det på.

- Det handler om at overveje, hvor mange mennesker man skal se – og konkret hvor mange mennesker fra et område, hvor der måske er særlig høj smitte, sagde direktør Henrik Ullum.

Der er dog udelukkende tale om en opfordring. Myndighederne har ikke lukket for rejser mellem regionerne.

På pressemødet blev det annonceret, at yderligere 31 kommuner bliver pålagt en delvis nedlukning. Det betyder, at i alt 69 kommuner nu er underlagt særlige restriktioner.

Også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) advarede mod øget smittespredning henover julen.

Efter efterårsferien så man en fordobling af smitten, formentligt fordi flere mennesker så hinanden, sagde han på pressemødet - og det må ikke ske igen.

- Derfor er det helt afgørende, at man følger retningslinjer om at minimere kontakten – også i de private hjem, lød det torsdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden